20-årige Jonas startede virksomhed med sin lærer: 'Jeg kastede alt over styr for det her'

Jonas og Thomas mødte hinanden på handelsskolen og er nu med i Løvens Hule.

20-årige Jonas Kjemtrup har altid vidst, at han skulle være iværksætter.

- Siden 5. klasse sagde jeg, at jeg ville have min egen virksomhed, når jeg blev spurgt om, hvad jeg ville lave, når jeg blev voksen. Så grinte folk lidt, når jeg ikke kunne svare på, hvad virksomheden skulle lave, men jeg vidste, at jeg ville have mit eget.

Og det fik han så – endda allerede mens han gik på handelsskolen i Vejle. Her havde han blandt andet et firma, hvor han lavede hjemmesider. Og det var også her, han mødte Thomas Keller. Den lærer, som han nu er blevet forretningspartner med.

Sammen har de firmaet MuteBox, der laver lydtætte kabiner, som man kan bruge i storrumskontorer, når man skal kunne tale i mobilen i enrum – og samtidig give kollegaerne ro til at arbejde.

En idé, som de med succes præsenterer i Løvens Hule torsdag aften.

- Jeg kørte min HHX-eksamen i mål i sommer. Det lykkedes, også fordi skolen var god til at give mig noget fleksibilitet i forhold til opstartsfasen med firmaet.

Idéen til MuteBox havde Jonas' lærer Thomas, som underviste i innovation og virksomhedsøkonomi. Han kunne se, at drengen havde et særligt drive og gav gerne forretningsidéen videre for at se den blive til noget.

- Det er de færreste elever, der kommer til én med gode idéer og har et drive til at starte sin egen forretning. Jonas er en meget foretagsom ung mand - og han er super skarp. Han kunne godt eksekvere idéen, siger Thomas Keller.

På idéstadiet for halvandet år siden

Projektet var så småt på idéstadiet tilbage i september for snart halvandet år siden.

- Thomas prikkede til mig, og det gik stille og roligt i starten. Så dumpede jeg to forretninger, som jeg havde kørende, og kastede alt over styr for det her. Selskabet blev stiftet engang i april, og vi fik nogle grundlæggende ting på plads omkring ejerforholdet.

- Vi var jo i en ret forskellig situation, én på 19 år og én på 38. Og efter eksamen kunne jeg bare brænde fuldstændig igennem med masser af omkostningsfri tid, mens Thomas hjalp til med alt det, som han kunne, fortæller Jonas om begyndelsen.

Egentlig havde Thomas Keller ikke regnet med, at han på den måde skulle være en del af firmaet.

- Jeg tænkte bare, at jeg skulle være med på sidelinjen og sparre med Jonas, men som ugerne gik, blev jeg mere og mere engageret.

Jonas og Thomas med deres MuteBox foran Løverne. (Foto: Carsten Andersen © United Production)

De blev enige om et ejerforhold på 70/30 i Jonas’ favør, da det var ham, der tog risikoen og lagde alle arbejdstimerne. Men siden har Thomas også sagt lærerjobbet på handelsskolen op for at hellige sig deres fælles firma. Men det er stadig Jonas, der lægger flest timer i firmaet.

- Jeg har familie og to børn, mens Jonas bare kan krige på med 80 timer om ugen, fortæller Thomas, som alligevel valgte at sige farvel til et job med pensionsordning og ferie med løn til fordel for den usikre tilværelse som selvstændig iværksætter sammen med sin elev.

- Jeg fik bare mere og mere lyst til det – og det føles helt rigtigt at have sprunget ud i det.

Har set alle sæsoner af Løvens hule

Selve oplevelsen med at præsentere deres forretningside i Løvens hule var noget helt særligt for dem begge to.

- Jeg har set alle sæsoner. For mig svarer det til, når en fodboldspiller skal ind og spille over for Messi, når man skal ind og stå foran løverne, siger Jonas om turen ind i løvehulen.

- Vi ved godt, hvad det betyder. Vi har lagt så mange timer i det – det vores hjertebarn. Det er som en eksamen, hvor vi skal performe, for ellers…, fortæller Thomas Keller.

Det er Jonas Kjemtrup helt enig i.

- Ja, man stepper lige et trin op. Nu er det ikke længere bare tal, nu er det 'the real deal'.

Sæsonens fem Løver: Jacob Risgaard, Christian Arnstedt, Mia Wagner, Jan Lehrmann og Jesper Buch. (Foto: Per Arnesen © United Production)

Går derfra og er lidt stolt

Og udover en kapitalinvestering gav deltagelsen dem også noget kritik fra Løverne, som de har kunnet bruge efterfølgende.

- Generelt var de meget fair. Deres spørgsmål og kritik var berettiget, fastslår Jonas Kjemtrup.

- Vi var glade for den feedback, som vi fik. Når fem så profilerede investorer er så begejstrede, kan det ikke undgås, at man går derfra og er lidt stolt, konstaterer Thomas Keller.