202.000 danskere står registreret som dårlige betalere

Forbrugerrådet Tænk giver lånevirksomheder en del af skylden for, at så mange er dårlige betalere.

(Arkivfoto). (Foto: DADO RUVIC © Scanpix)

Regningerne har hobet sig op hos et stort antal personer, der ikke har penge til at betale det, de skylder, og i dag står 202.727 personer registreret som dårlige betalere hos RKI.

Det svarer til 4,34 procent af den voksne danske befolkning, viser en opgørelse fra data- og analysevirksomheden Experian, der står bag RKI-registret.

Antallet er ifølge opgørelsen på sit laveste siden 2014, hvor 233.000 danskere stod i registeret. Og på samme tid sidste år stod omkring 212.00 personer registreret hos RKI.

- Det er efterhånden en etableret tendens, at der bliver færre dårlige betalere i Danmark, og det er jo rigtig positivt. Men samtidig må vi også sige, at der stadig er 200.000 danskere, der har gældsat sig, mere end deres økonomi kan klare. Det er en del personer, udtaler Mette Frølund, kundeansvarlig for RKI hos Experian i en pressemeddelelse.

Gang i hjulene

Ifølge Mette Frølund indikerer udviklingen, at flere danskere er blevet bedre til at håndtere deres privatøkonomi, og at virksomheder er blevet gode til at kreditvurdere deres kunder, inden de lader dem købe på afbetaling eller oprette lån.

- På den måde undgår virksomhederne dårlige betalere, og kunderne undgår gældsfælder, siger Mette Frølund.

Formand for Forbrugerrådet Tænk Anja Philip mener blandt andet, at faldet er et udtryk for, at "det generelt går godt med samfundsøkonomien".

- Der er kommet gang i hjulene, og flere er i arbejde. Og hele eftervirksningen af den økonomiske krise, vi har været i, ser ud til at have skabt en øget bevidsthed omkring gæld og privatøkonomi, siger hun.

Desuden mener formanden, at der er kommet mere fokus på, hvor meget forbrugslån kan påvirke folks økonomi. Blandt andet gennem nyere tiltag som betænkningstid og krav om mere grundig kreditvurdering hos låneudbyderne.

202.727 er for mange

Bliver der gjort nok for at forhindre, at folk optager lån, de ikke har mulighed for at tilbagebetale?

- Nej. Vi ser, at reglerne bliver omgået, og folk bliver stadig bombarderet med reklamer om forbrugslån, som er svære at gennemskue prisen på, siger Anja Philip, der mener, lånevirksomhederne bærer en del af skylden for, at mere end 200.000 personer står i RKI.

- Der skal gøres meget mere. Vi er nødt til at sørge for, at folk får mere viden og oplysning om de privatøkonomiske valg. Og så er det vigtigt, at vi stadig har god og gratis økonomi- og gældsrådgivning. Folk skal helst ikke ind på et skævt spor eller havne i grøften.

Forbrugeren har også et ansvar

Anja Philip er særligt bekymret for de unge. Selvom flest registrerede er mellem 31 og 40 år, er en del unge under 30 nemlig også havnet i registret, viser Experians opgørelse.

- Der skal helst ikke stå nogen i RKI, for det er enormt begrænsende, og der er meget, man ikke kan, når man først er der. For unge kan det betyde, at de bliver sat tilbage i forsøget på at starte et voksenliv. For eksempel fordi de ikke kan tage lån til ting som bolig og bil.

Du siger, at långiverne har et ansvar. Hvad med låntagerne?

- Det er selvfølgelig nemt at pege på dem, der yder dårlige lån, men det er også et område, vi som samfund kan rykke på. Desuden kan vi øge rådgivningen, siger Anja Philip.

Men har vi ikke også selv et ansvar som forbrugere?

- Selvfølgelig har vi det. Vi træffer selv valget om at handle og købe ting, men det er ikke altid let at gennemskue, hvad det koster at tage de forbrugslån, som der reklameres massivt for overalt omkring os. Og det er ikke altid, folk har tilstrækkelig viden til at træffe gode valg.

Misligholdt gæld på 13,1 milliard

Kviklån fylder ifølge Forbrugerombudsmanden en meget lille del af det danske lånemarked. I 2015 blev foretaget 172.485 kortfristede web- eller sms-lån. Heraf blev 20.905 ikke betalt til tiden, mens andre ikke blev betalt. Når lån ikke betales, kan låntageren ende som dårlig betaler i RKI.

Ifølge Experian skylder danskerne i alt 13,1 milliarder kroner væk i misligholdt gæld.

Det seneste år er den samlede gæld for samtlige RKI-registreringer i Danmark nedbragt med cirka 850 millioner kroner, og personer i registeret skylder i gennemsnit 64.861 kroner væk i misligholdt gæld.

Cheføkonom i Finans Danmark Niels Arne Dam understreger, at bankernes interesseorganisation støtter de tiltag, der er skabt for at beskytte folk mod risikable lån som dem, Forbrugerrådet nævner.

- Vi lægger vægt på, at alle låneudbydere udfører en reel kreditvurdering, så lån kun gives, når det er forsvarligt - det er i sidste ende også i kundens egen interesse, siger han.

Facebook
Twitter