23-årige Hamid hoppede på vild investeringstrend for fars og mors penge: Nu kan han blive millionær

Internethær har jagtet amerikansk aktie og fået den til at stige voldsomt. Det har gjort matematikstuderende fra Slangerup til mulig millionær.

(Foto: Amalie Karlshøj Radoor © DR)

Bemærk: Gamestop-aktiekursen ændrer sig hurtigt, hele tiden tiden. Denne artikel er et øjebliksbillede.

For to uger siden var Hamid Mohammad en ganske almindelig matematikstuderende fra Slangerup. I dag er han mulig millionær, 23 år gammel.

Han er nemlig en del af en form for internethær, der de seneste to uger har fået den amerikanske spilkæde Gamestops aktiepris til at stige fra 2,5 dollar sidste år til 350 dollar ved den amerikanske børs' lukning i går. En stigning, som DR's økonomikorrespondent, Casper Schrøder kalder ’voldsom’.

Gamestop lever primært af at sælge computerspil i fysiske butikker, og aktien har længe været i bund.

Men i løbet af de seneste uger har brugere på det sociale medie Reddit investeret så vildt i aktien, at prisen er fløjet til et niveau, der har fået finanssektorens eksperter til at måbe.

Da Hamid bliver opmærksom på det her, ligger Gamestop-aktien på 40 dollar. Han sidder derhjemme og skriver speciale, da han beslutter sig for at købe stort ind. Og med ’stort’ mener han stort.

Hamid smider flere hundrede tusinde kroner efter spilforhandlerens aktier. Han ønsker ikke at offentliggøre det præcise beløb, som DR dog godt kender.

Det gør han sammen med tusindvis af det, Hamid selv kalder ’skøre investorer’, som alle er en del af Reddit-kanalen /r/wallstreetbets.

Kanalen har lige nu 3,5 millioner registrerede brugere og er kendt for spekulative investeringer, der ofte er kortsigtede og strider mod det, der plejer at være logik på markedet.

- Men nogle af brugerne ved godt, hvad de taler om. Jeg sætter mig ind i deres beregninger og kan se, at nogle af dem faktisk passer, siger Hamid.

På det tidspunkt har han kun handlet med aktier i lidt mere end tre måneder og kender hverken Reddit eller markedet specielt godt.

- Men jeg bruger en hel dag på at sætte mig ind i alt om Gamestop-aktierne. Derfra er det ikke en svær beslutning at kaste penge efter dem, siger han.

Hamid har styr på tal

Hamids store styrke er, at tal falder ham naturligt. Derfor føler han sig også tryg ved at investere. Nogle af pengene er hans egne, nogle af pengene er hans forældres. Indtil for 14 dage siden stod de alle sammen og samlede negative renter i banken, forklarer han. Men nu er de femdoblet.

- Mine forældre ved ikke meget om investeringer. De arbejder begge som sosu-assistenter. Men de har fuldstændig tiltro til mig, fordi jeg læser forsikringsmatematik, siger Hamid.

- Samtidig ved min forældre godt, at det ikke er sikre penge. Jeg har ikke trukket dem ud endnu, og de kan falde 50 procent i morgen, siger han.

Hamid er født i Afghanistan og kom til Danmark, da han var knap tre år gammel. Som ny i landet, har det altid været vigtigt for hans forældre, at han fik en uddannelse. Og matematik har altid optaget ham. Det lader til at betale sig nu.

De første par dage ser det ellers ikke ud til, at der vil ske så meget. Faktisk sker der ikke rigtigt noget med aktiekursen.

- På det tidspunkt bliver jeg lidt nervøs, fordi jeg har aldrig investeret så mange penge i en enkelt aktie. Men egentlig er jeg hele tiden tryg ved investeringen, siger Hamid.

  • Hamid Mohammad har lagt en plan for, hvornår han vil sælge sine aktier igen. (Foto: Amalie Karlshøj Radoor © (c) DR)
  • Han har allerede tjent millioner, men vil ikke sælge helt endnu. (Foto: Amalie Karlshøj Radoor © (c) DR)
1 / 2

Han afviser, at han ”bare er en gambler”, som han selv formulerer det.

- Det ville være gambling, hvis ikke jeg havde sat mig godt ind i det først, siger Hamid.

Pludselig stikker det da også af. Aktien stiger og stiger. Hamid sidder i sin stue og har netop overstået en uge fyldt med eksaminer.

- Det føltes helt fantastisk. Jeg kan næsten ikke lade være med at råbe og skrige og hoppe. Jeg får også lyst til at sælge ud. Men jeg har is i maven, siger han.

Han lægger en strategi, som ender med, at han skal begynde at sælge, når Gamestops aktiekurve rammer en bestemt pris. Der er den næsten nu. Derfor er planen også snart at begynde at trække penge ud.

Hamid sælger ikke aktierne - endnu

Hamid gik ind i handlen, fordi han håbede, at det ville give ham gevinst. Men sådan har det ikke været for alle /r/wallstreetbets brugere. Nogle af dem skriver i posts, at de har haft en mere ideologisk bagtanke med at investere i Gamestop.

  • Brugere på det sociale medie Reddit bruger blandt andet memes til at skabe opmærksomhed omkring det, de har gang i. (Foto: u/Devine_Storms)
  • For mange af dem, der har købt Gamestop-aktier, er det nyt at investere. (Foto: u/Tradergurue)
  • For en del af dem, handler aktiehandlen om at stikke en kæp i hjulet på de store Wall Street-fonde. (Foto: u/Nasdaqoilgod)
  • Men der er også mange penge at tjene for dem, der har været enten heldige eller kloge nok til at investere på det rigtige tidspunkt. (Foto: u/Parliament)
1 / 4

Det handler om noget så kompliceret som det, eksperter kalder shorting. Helt kort betyder det, at store investorer – amerikanske hedgefonde som Melvin Capital og Citron Research –har satset på at tjene penge, hvis Gamestops aktie ville falde. Men /r/wallstreetbets-investorerne short squeezer derimod - de får aktien til at stige ved at opkøbe den i store mængder.

Det har altså udviklet sig til en slags krig mellem de private investorer, som Hamid og resten af /r/wallstreetbets er en del af, og de store hedgefonde. En krig, som de private investorer ifølge eksperterne for nu lader til at have vundet. Og det mener brugerne på /r/wallstreetbets også.

- Hej mor, jeg kan ikke komme til middag. Jeg er i gang med at køre en milliardrig hedgefond i sænk med drengene, skriver en bruger for eksempel.

Hamid vil gerne gøre det klart, at han ikke står frem, fordi han opfordrer andre til at gøre det samme.

- Det er kun gået, som det er gået, fordi jeg har sat mig virkelig godt ind i tingene, siger Hamid.

Eksperter peger da også på, at det er en meget usikker måde at investere sine penge.

- Jeg har set finanskriser, oliebobler, Irakkrig, dot.com-bobler og oliepriser, der flyver op og ned. Det her er med længder, det vildeste, jeg nogensinde har set, siger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

Hamids plan er, at en del af den mulige gevinst skal bruges til at købe en lejlighed. Resten skal doneres til velgørenhed i Afghanistan og herhjemme, men også aktiveres i nye aktier. Denne gang i mere langsigtede investeringer, siger han.

Efter redaktionens afslutning er Hamid begyndt at trække sine penge ud i forhåbning om at få dem fire gange igen. Det overskud er mindre end han regnede med, da interviewet fandt sted.