27-årige Casper har købt Astralis-aktier for 2 millioner: 'Jeg tror, det er en god forretning'

Den 27-årige investor Casper Blom satser på at vinde med sin investering.

(Arkivfoto). Astralis Group blev mandag børsnoteret hos Nasdaq First North i København. Her var prisen 8,95 kroner for en Astralis-aktie med en minimumordre på 450 aktier, svarende til omkring 4.000 kroner. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Da e-sportsselskabet Astralis Group, der står bag det danske Counter Strike-hold Astralis, gik på børsen mandag, var det med en markedsværdi på mere end 500 millioner kroner.

Og selvom det i den grad hører til sjældenhederne, at et nyt selskab på minibørsen Nasdaq First North starter med så stor en værdi, har mange bidt på og skudt penge i det, de mener, kan blive en succes.

Sådan skete det blandt andet for den 27-årige investor Casper Blom fra Taastrup.

Kort efter Astralis' annoncering af planerne om at lade sig børsnotere, besluttede han sig for, at han ville tegne aktier for to millioner kroner.

- Astralis har allerede vist, at de er dominerende. Det er spændende at se e-sportsverdenen blive professionaliseret, og jeg er overbevist om, at det er en ting, der vil vokse, og at Astralis Group bliver større, siger Casper Blom, der tidligere har skabt og solgt webshoppen Billigegolfbolde.dk. og siden har investeret penge i en lang række startup-virksomheder.

Fan-investering

Casper Blom er ikke som sådan Astralis-fan. Han elsker intensiteten i Counter Strike-kampene, men han er mest optaget af e-sportens professionalisering og forretningen bag det verdenskendte hold.

Casper Blom investerer for det meste i startup-virksomheder. I denne uge har han skudt penge i Astralis Group. (© PRIVATFOTO)

For kok og medejer af restaurantkæden Gorms, Gorm Wisweh, der kalder sig selv for Astralis-fan, er investeringen noget helt andet.

Det er en investering med hjertet, siger han:

- Jeg har fulgt Counter Strike-scenen i mange år, og jeg synes, det er helt fantastisk, at der er hold, der har krystaliseret sig ud som de bedste, fordi de har haft en fodbold-agtig tilgang til det, siger Gorm Wisweh.

- Astralis er gået fra at være gamer-drenge til at blive atleter, der arbejder med gruppedynamikker. Det er jeg vildt fascineret af, tilføjer han.

'Jeg går ikke op i insulin'

Det er ikke første gang Gorm Wisweh køber aktier, men det er første gang, den 37-årige kok investerer med hjertet på det niveau, han har gjort denne gang, fortæller han.

Præcis hvor meget han har skudt i e-sportsselskabets børs-eventyr, vil han dog ikke fortælle.

- Der er flere følelser i det her. Astralis er mit hold. Det er dansk. Det er nærmest vores e-sportslandshold, og de er det første hold, der gør det her. Jeg tror på, det er godt at være med. Og at være med fra starten, siger Gorm Wisweh.

- Jeg har lavet mere sikre investeringer i kedelige aktier som Novo. Det er sjovere at investere i noget, man ved lidt om og går op i. Jeg går ikke op i insulin.

Gorm Wisweh er kok og medejer af restaurantkæden Gorms. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Svaret på spørgsmålet om, hvor meget Gorm Wisweh tror på Astralis, bliver mere tydeligt:

- Nok. Nok til at investere mere end 20.000 kroner, siger han.

Et fald på 18 procent

Aktionærer måtte ved børsnoteringen give 8,95 kroner for en Astralis-aktie med en minimumordre på 450 aktier, svarende til omkring 4.000 kroner.

Mandag, hvor aktien havde første børsdag, blev der ifølge Ritzau handlet for 26 millioner kroner, og kursen nåede op på 9,50 kroner umiddelbart efter åbningen, inden den kort tid senere faldt til 8,70 kroner for så at stabilisere sig omkring afregningskursen ved børsluk.

På børsugens sidste dag, fredag, lukkede aktien i kurs 7,30. Det er lidt over 18 procent lavere end åbningen mandag, hvilket betyder et fald i markedsværdi på 80 millioner kroner.

- Aktien har haft en mindre febrilsk uge, end man kunne forvente, og kursudsvingene er ikke noget, de private investorer er blevet skræmt af. Tværtimod, siger Per Hansen, investeringsøkonom hos børsmægleren Nordnet.

Ifølge Per Hansen fik 3.600 Nordnet-kunder tildelt aktier i forbindelse med børsintroduktionen, og i løbet af den første handelsuge er antallet af Nordnet-kunder med Astralis-aktier nået op over 4400. Særligt yngre kunder, fastslår han.

Risikofyldt investering?

Per Hansen mener, at Astralis har fordele, fordi selskabet er blevet et kendt varemærke hos yngre og e-sportsinteresserede de senere år. Det samme siger Otto Friedrichsen, der er aktiechef i Formuepleje, Danmarks største bankuafhængige kapitalforvalter:

- Astralis er blevet et kendt navn, og Astralis er i en liga, hvor de har gjort sig positivt bemærket. Det er noget, der vækker interesse hos investorer, siger han.

Otto Friedrichsen og Per Hansen påpeger dog begge, at køb af Astralis-aktier er en risikofyldt investering.

(Arkivfoto) Astralis på scenen ved Intel Extreme Masters i Polen i 2017. (Foto: ANDRZEJ GRYGIEL © Scanpix)

- Der er tale om et mindre selskab, som ikke tjener mange penge, og det er et selskab, der er stærkt afhægigt af, hvordan spillerne klarer sig i ligaen, om man kan blive ved med at tiltrække sponsorater og opretholde interessen, siger Otto Friedrichsen.

- Om prisfastsættelsen på de 500 millioner kroner har været for høj, vil tiden vise. Det er en usikker aktie på den måde, at der er en vis risiko, men samtidig gode muligheder, hvis e-sport bliver en mega stor industri, tilføjer Per Hansen.

Meget at vinde på usikkerheden

At Astralis-aktien er en risikofyldt investering, generer ikke Casper Blom, der er vandt til at tage chancer med sine investeringer.

- Aktier kan stige og falde, og når der er høj risiko, kan der være mange penge at vinde. Det har jeg det fint med, så længe jeg ved, at jeg tror på det og har lagt en strategi fra start. Kan man se, det ikke holder, må man revurdere, siger den 27-årige Astralis-investor.

Gorm Wisweh bekymrer sig heller ikke om usikkerheden eller første uges fald.

- Det er ikke noget, jeg panikker over. For mig føles investeringen ikke så risikofyldt. Jeg mener, forretningsmodellen er genial. Der er hundredevis af millioner mennesker, der går op i det, og det tror jeg, der er penge i, siger han og tilføjer, at han har lagt en plan, hvis hans fornemmelse viser sig at slå fejl.

- Jeg har tal i hovedet. Hvis aktien når en vis værdi, sælger jeg halvdelen. Den anden halvdel vil jeg formentlig beholde for hyggens skyld.