Coronakrisen har været rigtig hård ved dansk økonomi, der i andet kvartal i år skrumpede med 7,4 procent. Det er det største fald i alle de år, hvor Danmarks Statistik har lavet opgørelser over bnp kvartalsvist.
Men hvad betyder det historiske fald egentlig for dig? Og skal du frygte at miste dit job? Det giver DR's økonomikorrespondent, Casper Schrøder, svaret på her.
Hvor alvorligt er et fald i bnp på 7,4 procent?
- Det er et tal, som de fleste økonomer aldrig havde troet, at de skulle se. Det taler sit tydelige sprog om, hvor hurtigt og hårdt det rammer et land, når det meste går i stå fra den ene dag til den anden, som det gjorde i marts.
- Et så stort fald på kort tid er alvorligt nok i sig selv, men den store bekymring nu handler om, hvor lang tid det vil tage for økonomien at komme tilbage igen. For det handler jo i sidste ende om folks muligheder for at få et job og en løn, der kan give dem et godt liv.
Min hverdag er meget som den plejer, hvad betyder det for mig?
- Mange oplever, at krisen ikke har ramt dem direkte her og nu. De er ikke blevet fyret, de får stadig det samme i løn. Men krisen rammer dem stadig indirekte – og det vil blive mere tydeligt den kommende tid, tror jeg.
- Vi kan allerede nu se, at lønningerne i samfundet stiger langsommere, end de ellers ville gøre. I kommunerne og i staten kommer der færre penge ind i skat, og det betyder noget for de offentlige tilbud, som vi alle bruger.
Skal jeg være nervøs for at miste mit job?
- Nej, det skal du ikke generelt være. Vi kommer ikke til at opleve masse-arbejdsløshed på tværs af alle brancher i Danmark. Men der vil nok komme flere fyringer de kommende måneder, og nogle brancher er mere under pres end andre - for eksempel de brancher, som er afhængige af, at mange samles.
- Måske kan der også komme pres på nogle virksomheder i industrien, der handler meget med lande, hvor økonomien har det rigtig skidt.
Hvordan ser resten af året ud for dansk økonomi?
- Jeg tror, at det bliver et efterår, hvor nogle virksomheder vælger at tage de svære beslutninger med at fyre ansatte eller måske helt må lukke, fordi de nu kan se, at de ikke længere kan holde hovedet over vandet.
- Det bliver også et efterår, hvor det skal vise sig, hvor hårdt det rammer os som en lille åben økonomi, der trods alt har klaret sig ret godt gennem krisen, hvor mange andre lande økonomisk har det meget værre. Har de overhovedet råd til at købe vores varer længere?