40 procent af Skats refusionsudbetalinger for skatteudbytte gik til svindlere

Selvom Skats pengetank er stor, er det et meget stort beløb, der er svindlet for, siger Skats direktør.

  • Her kan du se, hvordan udviklingen er i udbetale refusion i udlandet.
  • Hvis der er hold i Skats mistanke om, at der er begået økonomisk kriminalitet for 6,2 milliarder i perioden fra 2012-2015, er der tale om en hidtil uset stor sag.
1 / 2

Det startede stille op i 2012 med, at udenlandske svindlere havde held med at franarre det danske skattevæsen 30 millioner kroner.

Året efter steg omfanget til 600 millioner kroner, og sidste år tog det for alvor fart: 2,5 milliarder kroner blev Skat snydt for.

Det fremgår af en pressemeddelelse, som Skat og Bagmandspolitiet sammen har sendt ud.

Skattedirektør: Et meget stort beløb

Alene de første otte måneder af 2015 er statskassen blevet fusket for ikke mindre end 3,2 milliarder kroner.

Selv om Skats pengetank er stor, så er det noget, der kan mærkes, lyder det.

- Det er et stort beløb. Nu er de samlede indtægter på området også store, men ikke desto mindre, så er beløbet meget stort, siger Jesper Rønnow Simonsen, der er direktør i Skat.

De seneste to år har svindlen udgjort op mod 40 procent af hele det beløb, Skat har udbetalt i refusion for skatteudbytte.

Ingen sigtede eller anholdte

Svindlen er ifølge Skat foregået ved, at et netværk af udenlandske firmaer har søgt om at få udbytteskat udbetalt på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.

Når danske selskaber udbetaler udbytte, tilbageholdes 27 procent i skat, men udenlandske aktionærer fra EU eller aktionærer, der er omfattet af aftaler om dobbeltbeskatning, kan få hele eller dele af udbytteskatten refunderet.

I det her tilfælde har svindlerne fået udbytteskat refunderet for aktier, de ikke ejer.

Der er endnu hverken sigtede eller anholdte. Svindlen er foregået i 2.120 tilfælde fra 2012 til 2015.

Facebook
Twitter