5G er landet - men Arne har knap nok 2G: Skal gå 100 meter for at komme online

Selvom 5G i dag ruller ud, så står det stadig meget slemt til med hastigheden flere steder.

Når Arne Warming Petersen skal ringe eller lige hurtigt tjekke noget på nettet, så skal han på en lille udflugt.

Forbindelsen er nemlig ikke så god i byen Skårup på Sydfyn.

- Hvis de skal kunne forstå os i den anden ende af røret, så skal vi gå 100 meter op af vejen og op på en bakke, siger han.

Det giver problemer hos familien, fortæller Lisbeth Thomsen.

- Under corona, da børnene havde hjemmeundervisning, skulle vores yngste datter aflevere en opgave om torsdagen. Det kunne vi ikke, for der var ikke noget net, siger hun.

Knap 88.000 adresser har dårlig dækning

TDC har i dag tændt 5G-netværket, som kaldes fremtidens mobilnet og er markant hurtigere end 4G.

På længere sigt kan 5G blive 100 gange hurtigere end 4G, men det kan også få afgørende betydning for vores samfund i sundhedsvæsenet, bilindustrien, automatiserede fabrikker og den finansielle sektor.

Men mange ville ligesom familien her ønske, at de bare havde 4G.

Knap 88.000 adresser i Danmark har langsom bredbåndsdækning, viser data fra Energistyrelsen.

Det vil sige, at de hverken via kabler eller fibernet kan få en forbindelse på 10 mbit downloadhastighed og 2 mbit uploadhastighed. Det er for eksempel for lidt til, at man kan streame en film i høj kvalitet. Desuden har en række kommuner markant dårligere mobildækning end landsgennemsnittet, viser Energistyrelsens nøgletal.

Derfor burde fokus hos politikerne og teleindustrien først og fremmest være på at gøre nettet bedre for alle med i hvert fald 4G.

Det mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, der også er byrådsmedlem for Venstre i Lemvig Kommune.

- Der er rigtig mange, der stadig har en dårlig eller slet ingen mobilforbindelse og bredbånd. For dem hjælper det jo ikke, at der kommer 5G, siger han.

- Det går ud over, om folk vil bosætte sig og erhvervsudviklingen i området. En god forbindelse er lige så vigtig som el og vand.

'Alle skal med'

I Skårup på Fyn er problemerne så store, at det er svært at gøre selv de mest basale ting.

- Hvis jeg ikke har lagt min telefon det helt rigtige sted i huset, så kan jeg ikke sende en sms. Når jeg skal betale regninger, så bliver jeg også smidt af nettet, siger Lisbeth Thomsen.

Udover at det er svært at ringe, sende sms'er, mails og billeder, så kan det også være alvorligt.

- For ikke så lang tid siden fik jeg en kvist i øjet, hvor det blødte voldsomt. Jeg blev meget forskrækket og ville gerne ringe til en eller anden. Det kan man bare ikke, siger Arne Warming Petersen.

Selvom der er mange problemer, så kan han godt sætte sig ind i behovet for at få hurtigere internet.

- Jeg kan godt forstå, at erhvervslivet måske har brug for det. Det er nok fremtiden.

Men han har en bøn til politikerne og teleindustrien.

- Man skal bare sørge for at samle os allesammen op og få os med. Vi skal jo gerne blive ved med at være en del af samfundet, siger han.

Opdatering 25/9: Siden artiklen blev publiceret er Arne Warming Petersen blevet kontaktet af et firma, som har sat en særlig antenne op ved hans bolig, så han nu har fået hurtigere internet.

Facebook
Twitter