Offentlig overenskomst

72-årig energibombe kan lukke en aftale - eller lukke Danmark ned

Portræt. Presset på forligsmand Mette Christensen er enormt.

Forligsmand Mette Christensen betegnes som et socialt midtpunkt og et stort diplomatisk talent. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Forlig eller forlis?

Det er de spor, som i øjeblikket afsøges i Forligsinstitutionen, hvor parterne på det offentlige arbejdsmarked strides om en fremtidig overenskomst.

For bordenden i 'Forligsen' sidder forligsmand Mette Christensen, der egenhændigt styrer, hvad der skal tales om - og hvorvidt det giver mening at fortsætte forhandlingerne.

Mette Christensen har en lang juridisk karriere bag sig, men selv om fødselsattesten siger 1945, lader alderen ikke til at påvirke energiniveauet hos den skarpe forligsmand og vicepræsident i Sø- og Handelsretten.

- Hun er en meget aktiv og energisk kvinde, og man får ikke tanken, at hun er en voksen dame, tværtimod, siger advokat og partner i Hafnia Law Firm Lars Rosenberg Overby.

Socialt midtpunkt

Han er samtidig formand for Stiftelsen Georg Stages Minde, som driver skoleskibet Georg Stage. Her er Mette Christensen næstformand og har siden 2013 siddet i bestyrelsen.

- Det var i sin tid mig, der anbefalede, at hun skulle træde ind i bestyrelsen, fordi hun er meget interesseret i sejlsport og har et bredt netværk inden for shipping, siger Lars Rosenberg Overby.

Ifølge Lars Rosenberg Overby har Mette Christensen et stort 'diplomatisk talent', som altså er blevet brugt i Forligsinstitutionen, hvor hun har været forligsmand siden 1993.

Og så er hun en stor social kapacitet, fortæller han.

- Hun er et socialt midtpunkt. Hun er meget talende og meget livlig. Men hun er ikke typen, der handler overilet. Hun agerer velbegrundet, siger Lars Rosenberg Overby, der bemærker, at hun også kan være en bestemt dame.

Spilder ikke tiden

Mette Christensen blev for alvor kendt i offentligheden, da hun i 2013 var forligsmand i konflikten om lærerne. Her smed hun allerede efter 14 dage håndklædet i ringen og sendte dermed 70.000 lærere i lockout.

Men Mette Christensen er ikke typen, der gider at spilde sine og andres kræfter på en uløselig knude.

- Hun er lyttende og god til at indgå i dialogen, men hun giver også en meget konkret opgave efterfølgende. Man kan ikke bare sidde og padle rundt, siger Bente Sorgenfrey, formand for FTF, til Altinget.

Sorgenfrey har siddet over for Mette Christensen i flere højspændte overenskomstforhandlinger i 2008 og 2013.

Stamina og fysik

At Mette Christensen har ladet forhandlingerne stå på i seks uger i Forligsinstitutionen er omvendt en indikator på, at hun har troet på en løsning.

- Man skal have stamina og fysik til at klare det, og det er absolut mit indtryk, at Mette Christensen har det, siger Tine Aurvig-Huggenberger, der er tidligere næstformand i LO, til Altinget.

- De fleste begynder at være møre, når de har siddet i Forligsinstitutionen i 14 dage. Det er jo det, forligsmanden kan. Man har jo retslige beføjelser til at holde folk i Forligsinstitutionen dag ud og dag ind, siger hun.

Den sidste planlagte forhandling om de offentlige overenskomster er i morgen, hvor forhandlerne på det regionale område er indkaldt til nye forhandlinger i Forligsinstitutionen.

Inden tirsdag skal Mette Christensen enten fremlægge en såkaldt mæglingsskitse - eller erklære sammenbrud.

En tredje mulighed er, at hun igen udsætter en konflikt med 14 dage. Det kræver dog, at de to andre forligsmænd, der har ansvar for det private arbejdsmarked, er enige i den beslutning.

Mette Lene Christensen

  • Født den 28. oktober 1945.

  • Er en af tre forligsmænd og tidligere vicepræsident i Sø- og Handelsretten.

  • Christensen blev især kendt i offentligheden under storkonflikten på folkeskoleområdet i 2013, hvor hun valgte at opgive mæglingen allerede efter to uger.

  • Christensen har en uddannelse som cand.jur., 1970 og bor i dag i Charlottenlund nord for København.

  • Karriere:

  • Vicepræsident i Sø- og Handelsretten (1994-)

  • Forligsmand (1993-)

  • Dommer i Sø- og Handelsretten (1984-1994)

  • Retsassessor i Sø- og Handelsretten (1979-1984)

  • Dommerfuldmægtig ved retterne i Skjern, Herning, Esbjerg, Sø- og Handelsretten og Østre Landsret (1970-1979)

  • Tillidshverv og bibeskæftigelse:

  • Medlem af bestyrelsen for Stiftelsen Georg Stages Minde (2013-)

  • Medlem af bestyrelsen for Godfred Hartmanns Familiefond (2010-)

  • Formand for Maritim Museums Fond (2009-)

  • Formand for Sølovsudvalget (2009-)

  • Medlem af Hjerteforeningens hovedbestyrelse (2005-2013)

  • Næstformand i Fonden for Helene Elsass Centeret (2004-)

  • Formand fra Herredsfoged Anker Westrup og hustru Henriette samt Birkedommer Peter Lauritz Petersons legat (2001-)

  • Formand for Ankenævnet for Arbejdsgivernes Elevrefusion fra (1999-2007)

  • Næstformand i Teleklagenævnet fra (1997-2013)

  • Formand for Tilsynsrådet for Udligningskontoret for Dansk Søfart (1996-)

  • Næstformand i Fondsrådet (1996-2000)

  • Medlem af bestyrelsen og nu næstformand i Sara og Ludvig Elsass Fond (1995-)

  • Censor ved Københavns Universitet (1991-)

  • Medlem af Justitsministeriets udvalg om forskellige konkursspørgsmål (1986-2000)

  • Medlem af bestyrelsen og nu formand for Ragna Lemkovs, f. Kongsted, legat (1985-)

  • Kilder: Wikipedia, Kvinfo

Facebook
Twitter