830 danske magthavere på ny liste skal overvåges for korruption

Offentlige topfigurer er med på ny liste, som banker skal holde særligt øje med.

Lars Løkke Rasmussen (V) er sammen med den øvrige regering og landets andre partiledere under skærpet kontrol, efter ny liste har udpeget de mest 'politisk eksponerede personer' i Danmark. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

Med en ny liste har Finanstilsynet udpeget 830 dansk politikere og embedsmænd, der er i risiko for at modtage bestikkelse.

Listen er lavet for at hjælpe banker med at overvåge, om landets vigtigste, politiske magthavere modtager mistænkelige beløb, som kan stamme fra korruption.

Det er navne som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), og de andre ministre i regeringen, der står på listen.

Ligesom der blandt andet er 19 departementschefer i ministerierne, landets 18 højesteretsdommere, 72 ambassadører, de danske medlemmer af EU-parlamentet som Bendt Bendtsen (K), nationalbankdirektøren Lars Rohde, DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn, TV2's administrerende direktør Merete Eldrup og administrerende direktør Henrik Poulsen fra Ørsted (tidl. DONG).

Finanstilsynet har ikke lavet listen ud fra, at de pågældende på nogen måde er mistænkt for at have modtaget bestikkelse. I stedet er den udarbejdet for at identificere de offentlige topfigurer, der - i kraft af deres stilling - kan være mål for forsøg på korruption.

De 830 magthavere

Disse offentlige topposter er blandt andet på listen:

  • Ministre
  • Medlemmer af EU-parlamentet
  • Departementschefer
  • Partiernes ledelsesmedlemmer
  • Folketingets medlemmer
  • Ambassadører
  • Højtstående officerer i de væbnede styrker
  • Topchefer og ledelse af statsejede virksomheder

Hele listen finder du her hos Finanstilsynet.

- Vi må håbe, at den her liste har den effekt, at der aldrig nogensinde bliver foretaget nogen indberetning. For de her politisk eksponerede personer ved godt, at de er eksponerede. Så i virkeligheden er det sådan en type regel, som vi skal have, men vi må håbe den aldrig nogensinde bliver brugt, siger Lars Krull, der er seniorrådgiver ved Aalborg Universitet.

Lille problem i Danmark

Banker og andre finansielle selskaber har pligt til at holde øje med de såkaldt 'politisk eksponerede personer'. Og de skal indberette mistænkelige pengeoverførsler til bagmandspolitiet (SØIK).

- Listen gør det nemmere for de finansielle virksomheder at leve op til kravene. For nu kan de tage listen og slå op og se om deres kunder er politisk eksponerede person, siger Stig Nielsen, der er kontorchef i Finanstilsynet.

Men når der ikke er særlig meget korruption i Danmark, hvorfor er det her så nødvendigt?

- Vi ved, at korruption er et meget større problem i mange andre lande end i Danmark. Men vi går ind i arbejdet, som de gør i alle andre lande. For vi kan ikke sige på forhånd, at fordi vi har meget lavt niveau af korruption i Danmark, skal vi ikke holde øje med de politisk eksponerede personer, påpeger Stig Nielsen.

Kontrol af topfigurer

Listen er en del af nye internationale regler om hvidvask, som blev vedtaget i Danmark i juni sidste år.

Ifølge Lars Krull har bankerne allerede gjort meget for at have fokus på at kontrollere forsøg på bestikkelse og hvidvask. Men listen vil være en hjælpende hånd, så bankerne får navnene på, hvilke offentlige topfigurer de bør kigge efter i sømmene.

- Pengeinstitutter i Danmark har allerede gjort meget for at fange hvidvask, og de gør det i forvejen godt. Nu er listen her så, så de kan sætte hak ud fra 830 personer, siger Lars Krull.