Advarer mod salater fra Bilka og Føtex: Kan indeholde listeria

Tre varianter af måltidssalater kaldes tilbage fra flere store detailbutikker.

Det er blandt andre to produkter med grønkålssalat, som risikerer at indeholde listeria. (Foto: Kasper palsnov © Scanpix)

Flere forskellige måltidssalater bliver nu kaldt tilbage, fordi de risikerer at indeholde listeriabakterier.

Det er virksomheden Bønnelykken A/S, der står bag produkterne, skriver Fødevarestyrelsen på sin hjemmeside.

"Symptomerne kan blandt andet være influenzalignende symptomer, feber og hovedpine og i sjældne tilfælde mavetarmproblemer", lyder det i advarslen.

Solgt i Bilka og Føtex

Produkterne er blandt andet en salat med 'grønkål' og en med 'grønkål og kylling'. Et andet af de tilbagekaldte produkter indeholder 'korn og nødder'.

Salaterne er forhandlet i Salling Stormagasin samt i butikker hos Bilka og Føtex i hele landet. Produkterne er solgt med sidste anvendelsesdato den 13. eller 14. juli.

Analyser af salaterne har ifølge Fødevarestyrelsen vist, at der er listeria i produkterne.

Har man salater fra de tre partier stående i køleskabet, så skal man enten smide produktet i skraldespanden eller bede om at få pengene retur, lyder rådet.

"Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller at kassere det", skriver styrelsen på sin hjemmeside.

Disse salater kaldes tilbage:

  • Vores Megabowl korn og nødder

  • Nettoindhold: 500g

  • Sidste anvendelsesdato: 14.07.2020

  • EAN-stregkode: 5708618346125

  • Deli Grønkålssalat

  • Nettoindhold: 410g

  • Sidste anvendelsesdato: 13.07.2020 og 14.07.2020

  • EAN-stregkode: 5712870540757

  • Deli Grønkålssalat m/kylling

  • Nettoindhold: 300g

  • Sidste anvendelsesdato: 13.07.2020 og 14.07.2020

  • EAN-stregkode: 5712873306121

  • Kilde: Fødevarestyrelsen

Facebook
Twitter