Advarsel på advarsel: Udbyttechef alarmerede gentagne gange om manglende kontrol

Udbyttechef Lisbeth Rømer advarede for år tilbage sine chefer om store huller i kontrollen med udbytteskat.

Tirsdagens afhøring af Lisbeth Rømer var kun den første af to planlagte afhøringer af Lisbeth Rømer. Afhøringen i Retten i Frederiksberg fortsætter således om 14 dage. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Der var fyldt til bristepunktet i retslokale tre i Retten på Frederiksberg, da Undersøgelseskommissionen om Skat tirsdag havde indkaldt den tidligere afdelingsleder for udbytteadministrationen, Lisbeth Rømer, til at blive afhørt.

Faktisk måtte personalet i retten kæmpe for at få plads til alle.

Lisbeth Rømer sad nemlig fra 2002 til 2013 i den centrale position som afdelingsleder for udbytteområdet og kender derfor udbytteområdet til fingerspidserne.

Derfor var dagen i dag også imødeset med spænding for Skattekommissionens arbejde med at placere et ansvar for udbyttesagen, som har kostet de danske skatteydere 12,7 milliarder kroner.

Fra vidnesskranken kunne Lisbeth Rømer fortælle, at hun talrige gange advarede om store problemer med kontrollen på udbytteområdet, før det i 2015 gik op for myndigheder, at den danske stat var blevet udsat for et stort kup i perioden fra 2012 til 2015.

Advarsler gik tilbage til 2002

Ifølge Lisbeth Rømer gik problemerne med at kontrollere krav fra de udenlandske aktionærer helt tilbage til, at hun blev afdelingsleder i 2002. Her blev hun straks klar over problemerne med kontrollen:

- Det skete virkelig hurtigt, for det var helt klart, at der ikke forelå nogen oplysninger, vi kunne bruge, i forbindelse med refusion af udbytteskat til udlændinge. Derfor kunne vi kun tro på de oplysninger, de gav til os, siger Lisbeth Rømer til DR efter dagens afhøring i Skattekommissionen.

Og ifølge Lisbeth Rømer begyndte hun derefter at advare om problemerne, selv om der ikke var konkret mistanke om svindel.

- Så begyndte jeg at skrive notater op i systemet for at gøre opmærksom på, at vi havde et kæmpe, kæmpe hul, og at der var en stor risiko for, at det kunne blive misbrugt.

Lisbeth Rømers advarsler fylder også meget i rapporter, som Skatteministeriets Interne Revision lavede i de følgende år. Og der er derfor ingen tvivl hos Lisbeth Rømer om, at ledelsen øverst oppe i både Skat og Skatteministeriet var bekendt med problemerne.

- Vi sagde også alt muligt til Intern Revision, for det bliver båret op til departementschefen og direktøren, så der kommer man direkte op til de rigtige chefer.

Så alle cheferne var orienteret om de her problemer – også på et tidligt tidspunkt?

- Ja.

Lisbeth Rømers udsagn om de mange advarsler støttes både af notater, der har været fremvist i Skattekommissionen, samt af en række af de andre vidner, der er blevet afhørt.

Mange problemer på samme tid

Når der ikke blev rettet op på problemerne, så er forklaringen ifølge den tidligere afdelingsleder, at der var så mange problemer på samme tid i Skat.

- Der var mange andre problemer. Der var sammenlægningen med kommunerne. Der blev skåret ned på folk. Der skulle udvikles nye systemer. Der var hele tiden fokus på en masse problemfyldte ting, og så gled det med udlændingene lidt i baggrunden.

Slog du nogensinde i bordet over for din nærmeste chef?

- Ja, men hvis han ikke ville slå videre op, så var det jo ligegyldigt.

Som Lisbeth Rømer ser det, var det grundlæggende problem, at ingen vidste, hvordan det skulle gribes an, fordi det ville kræve alt for mange ressourcer med grundige kontroller af alle anmodninger fra udenlandske aktionærer om tilbagebetaling af udbytteskat.

- Der blev arbejdet i OECD og i EU på at få løst det problem, for vi var jo ikke de eneste. Der er blandt andet svindlet 410 milliarder kroner i ti lande i Europa, så Danmark er ikke det eneste land, siger Lisbeth Rømer med henvisning til efterårets afsløring af udbyttesvindel i en række lande, den såkaldte CumEx-sag.

Der blev dog aldrig fundet modeller i OECD eller EU, og de mere gennemgribende forslag, som Lisbeth Rømer havde herhjemme, fandt ikke genhør længere oppe i systemet.

Havde ikke mistanke om svindel

Rømer understreger, at hun aldrig har haft konkret mistanke, om at der blev svindlet i stor skala, men at det skete, at der blev rejst enkelte sager, når der var en fornemmelse af, at noget ikke stemte.

- Men nej, vi troede ikke, at der var nogen stor svindel.

Hvem bærer ansvaret for, at der aldrig blev rettet op på den her kontrol?

- Der er mange ting i det. Det var vanskelige tider for Skat. Der var småt med ressourcer. Man har skåret ned på antallet af medarbejdere. Og så valgte Skat at prioritere den danske selvangivelse, som jo er en løsning, der fungerer fremragende for os alle sammen. Så jeg er egentlig ikke uenig i deres prioritering, men det er bare så ærgerligt, at de kom og svindlede os.

Lisbeth Rømer gik på pension i 2013, og først i sommeren 2015 gik det op for de danske skattemyndigheder, at statskassen var blevet svindlet for mindst 12,7 milliarder. Hun var meget ærgerlig, da hun hørte, at der var sket svindel, fordi hun havde advaret om den manglende kontrol, fortæller hun.

Fortryder intet

Skattekommissionen borede en del i, hvorfor Lisbeth Rømer ikke satte udbetalingen til de udenlandske aktionærer i bero, når hun nu vidste, at kontrollen var så mangelfuld.

Men der er ikke noget, hun fortryder, når hun nu kigger tilbage.

- Jeg har kæmpet for min sag. Jeg har kæmpet for mit område, og jeg har skabt meget lydhørhed, og der er kommet mange forbedringer, men ikke på det udenlandske område.

Har du aldrig tænkt, at du skulle slå i bordet og stoppe udbetalingerne til udlandet?

- Nej. Jeg er jo en lille embedsmand, der knokler afsted efter de retningslinjer, jeg har fået.

Lisbeth Rømer var også chef for skattemedarbejderen Sven Nielsen, der sad og godkendte de mange ansøgninger fra udlandet om tilbagebetaling af udbytteskat.

Men hun fattede aldrig mistanke til Sven Nielsen, der allerede er dømt i den såkaldte ”lille udbyttesag”, og samtidig er sigtet for medvirken i den store sag om svindel for 12,7 milliarder kroner.

- Nej, det gjorde jeg ikke. Sven var en omhyggelig, meget dedikeret og meget venlig medarbejder, så det gjorde jeg ikke.

Tirsdagens afhøring af Lisbeth Rømer var kun den første af to planlagte afhøringer af Lisbeth Rømer. Afhøringen fortsætter således om 14 dage.

Facebook
Twitter