Advokat: Formodet milliardsvindler skal ikke udleveres til Danmark

Myndighederne har dog mulighed for at anke udleveringsdommen.

Sanjay Shah skal i første omgang ikke udleveres til Danmark. Dommen kan dog appelleres.

En dommer i Dubai afviser at udlevere Sanjay Shah. Sådan lyder afgørelsen, der er offentliggjort kort før klokken 9 dansk tid.

Det oplyser hans advokat i Dubai, Ali al Zarooni, til DR Nyheder.

Hans advokat udtrykker stor tilfredshed med sagens forløb. Han siger, at alle gældende regler er blev fulgt, og at ”loven er sket fyldest”.

I flere år har de danske myndigheder ellers kæmpet for at slå kløerne i den britiske forretningsmand, som er tiltalt for at have svindlet den danske statskasse for mere end ni milliarder kroner.

Dommen er dog ikke endelig og kan appelleres af anklagemyndigheden i Dubai.

Advokat: Han bør løslades i dag

Men selv om dommen appelleres så bør Sanjay Shah ikke sidde en dag mere i fængsel.

- Vi vil kæmpe for at få ham ud af fængslet allerede i dag. Vi mener ikke, at han bør sidde i fængsel, siger Ali al Zarooni.

Hvordan har Sanjay Shah det i fængslet?

- Han har det så godt, som man kan have det i et fængsel. Det er ikke et behageligt sted. Det er et fængsel - ikke et hotel, siger forsvarsadvokaten.

Hvad der præcis ligger bag dommen vides ikke. Ifølge nyhedsbureauet AP blev dommen afsagt på et lukket retsmøde uden nogen yderligere forklaring.

Sanjay Shah har været fængslet siden juni, hvor han blev anholdt og nægtet kaution. Den britiske forretningsmand har ellers kunnet leve i Dubai i fred for myndighederne i flere år, selv om han i 2015 blev udpeget som den formodede bagmand bag historiens største svindelnummer mod den danske statskasse.

Men bag lukkede døre har de danske myndigheder og myndighederne i De Forenede Arabiske Emirater forhandlet og tidligere i år skrev de under på en udleveringsaftale.

I juni måtte Sanjay Shah så skifte sit liv i luksus ud med en fængselscelle.

- Jeg er en meget glad justitsminister. Anholdelsen i Dubai understreger, hvorfor det var så vigtigt, at regeringen lykkedes med at lave en udleveringsaftale med De Forenede Arabiske Emirater for nylig, sagde justitsminister Mattias Tesfaye dengang og fortsatte:

- Den danske statskasse er blevet snydt for et svimlende beløb, og det skal selvfølgelig ikke være muligt for formodede gerningsmænd at skjule sig i Mellemøsten.

DR Nyheder forsøger at få en kommentar til udleveringsdommen fra justitsminister Mattias Tesfaye (S).

Ali Al Zaroon er ekspert i udleveringssager og partner og advokat i det emiratiske advokatfirma Horizon & Co Law Firm. Han repræsenterer lige nu Sanjay Shah.

Hvad er han tiltalt for?

Sanjay Shah har været under efterforskning, siden at de danske myndigheder i 2015 opdagede, at milliarderne var fosset ud af statskassen mellem 2012 og 2015.

Da boet var gjort endelig op, lød det fra de danske skattemyndigheder, at udenlandske svindlere havde lænset Danmark for 12,7 milliarder kroner i refusion af udbytteskat.

Sanjay Shah var ifølge myndighederne hovedmanden bag den formodede svindel, og han i alt tiltalt for groft bedrageri for mere end ni milliarder kroner.

Ifølge de danske myndigheder var svindlen nøje planlagt, da han sammen med en anden brite ved navn Anthony Mark Patterson uberettiget tiltuskede sig milliarder af kroner i refusion af udbytteskat.

- Der er tale om ekstremt alvorlig og meget omfattende kriminalitet begået mod den danske stat, og vi mener, at de to tiltalte har begået et kynisk og nøje planlagt bedrageri, hvor de har svindlet sig til mere end ni milliarder kroner fra den danske statskasse, sagde chef for Søik Per Fiig, da de rejste tiltale i januar 2021.

Den britiske forretningsmand har nægtet sig skyldig i de alvorlige anklager imod ham, han har i stedet udnyttet et hul i lovgivningen, har Sanjay Shah sagt til Børsen.

I samme interview gav han også udtryk for, at han ikke frygtede en dansk fængselscelle, og at han maksimalt kunne se frem til tre år på vand og brød.

- Jeg vil sidde i fængselscellen og kan ikke drikke eller ryge. Jeg vil kunne dyrke motion hver dag. Det vil sikkert forlænge mit liv med tre år, så for mig vil den tid ikke koste noget, siger han og fortæller, at de danske myndigheder har vist ham cellen, hvor han skal afsone.

- Cellerne har mikrobølgeovn, tv, køleskab og en Playstation, så de sagde, "hvor slemt kan det egentlig være, sagde han i interviewet fra 2020.