Ændret bilafgift kan give større CO2-udledning

Selvom de højere bilafgifter har til formål at sænke udledningen af CO2, risikerer man, at det i stedet bliver større, mener en forsker.

Salget af energieffektive biler kan blive så stort, at CO2-udledningen i sidste ende bliver større end nu, mener en forsker. (Foto: DR © DR)

Omlægningen af bilafgifterne risikerer at føre til en større og ikke mindre udledning af CO2, skriver Børsen.

Skatteminister Kristian Jensen og miljøminister Connie Hedegaard præsenterede i går omlægningen af bilafgifter. Her slog de begge hårdt på, at man havde nået en løsning, som var en sejr for miljøet med reduktion af CO2-udledningen fra biler på 2 procent.

Men seniorforsker ved Danmarks Transportforskning på DTU Mogens Fosgerau, sætter et stort spørgsmålstegn ved den vurdering.

- Omlægningen vil medføre en ændring i bilsalget, så salget af de energiøkonomiske biler vil blive højere. Derfor kan omlægningen godt medføre, at der bliver brugt mere benzin. Dermed kan det ende med en stigning i CO2-udledningen,siger han.

Facebook
Twitter