Afdrag truer særligt boligejere på Syd- og Vestsjælland

48.000 boligejeres afdragsfrie boliglån udløber næste år. Især på Syd- og Vestsjælland samt Lolland-Falster vil mange boligejere blive ramt hårdt.

Boligejere fra Vestsjælland, Sydsjælland og Lolland-Falster vil blive særligt hårdt ramt, når 48.000 afdragsfrie boliglån udløber næste år.

For på grund af faldende boligpriser i de områder, vil mange af de berørte boligejere ikke kunne forny deres afdragsfrie lån, og dermed er de tvunget til at begynde at afdrage.

Giftig cocktail

Det kan betyde en markant stigning i husleje. Og det kan blive en giftig cocktail for dem, der ikke har taget højde for det, eller for eksempel har mistet jobbet, vurderer en af landets førende eksperter i udviklingen på boligmarkedet.

- Jeg forventer en stigning i antallet af tvangsauktioner i dele af Sjælland og på Lolland-Falster især i de kommende år, siger Curt Liliegreen, der er sekretariatschef i Boligøkonomisk Videncenter, til DR Nyheder.

Region med voldsomt faldende huspriser

Netop Region Sjælland skiller sig markant ud, hvis man ser på boligprisernes udvikling siden 2005, hvor størstedelen af de 48.000 afdragsfrie lån, der udløber næste år, blev optaget.

Det er den region i landet, hvor boligpriserne er faldet mest i løbet af de seneste ti år, viser tal fra Boligøkonomisk Videncenter.

Ingen udsigt til ændring

Curt Liliegreen regner oven i købet med, at udviklingen fortsætter i de kommende år.

- Når vi taler om de ramte områder, så er der udsigt til, at priserne falder. Og det vil jo forværre situationen for de mennesker, hvor afdragsfriheden udløber, siger Curt Liliegreen til DR Nyheder.

Gav for meget afdragsfrihed

Han mener, at det var en fejl, at realkreditinstitutterne gav så meget afdragsfrihed, som de gjorde i midten af 00'erne.

- At give fuld afdragsfrihed i de områder, hvor boligpriserne er vigende på lang sigt, det har ikke været gennemtænkt, siger Curt Liliegreen.

Sektoren regner ikke med store tab

I realkreditinstitutternes brancheforening erkender direktøren, at en del boligejere i de pågældende områder står i en "svær situation", hvor de heller ikke kan sælge huset uden enorme tab.

Men han tror ikke på, at der bliver tale om et stort antal tvangsauktioner.

- Vi har en forventning om, at boligmarkedet kommer til at klare sig lidt bedre i 2015 end i 2014, og det skulle jo også trække i retning af, at flere måske får solgt deres bolig, hvis de er tvunget til det, siger direktør Karsten Beltoft fra Realkreditforeningen, til DR Nyheder.

48.000 løber tør for afdragsfrihed næste år

Omkring 48.000 boligejere har afdragsfrie boliglån, der udløber næste år, viser tal fra landets fire store realkreditinstitutter.

Mere end 20.000 af dem har en belåningsgrad over 80 procent og er derfor tvunget til at begynde at afdrage på hele eller dele af gælden.