Afsløring: Stenrig bilforhandler fra Paraguay begik millionsvindel, mens han var kunde i Jyske Bank

De danske myndigheder bør nu gå ind i sagen, vurderer eksperter.

Den stenrige bilforhandler fra Paraguay Genaro Peña har ifølge myndighederne i sit hjemland i flere år begået skattesvindel for mange millioner kroner.

Det kan DR Nyheder, Politiken, Berlingske og mediet ABC i Paraguay nu afsløre, dagen efter at vi kunne fortælle om, hvordan den paraguayanske bilforhandler igennem en årrække var storkunde i Jyske Bank.

Banken lagde konti til flere af hans selskaber i skattely, og han havde værdier for adskillige hundrede millioner kroner i Jyske Bank, hvilket ifølge eksperter burde have fået flere alarmklokker til at ringe i banken.

Nu kan vi så løfte sløret for, at Genaro Peñas selskab, Nipon Automotores, der sælger og importerer primært Mitsubishi-biler fra Japan, har fået en stor millionbøde af de paraguayanske skattemyndigheder for svindel.

Skattesvindlen foregik ifølge vores oplysninger mellem 2015 og 2018, mens Peña samtidigt var kunde i Jyske Bank i Danmark med flere selskaber.

I alt skal selskabet betale cirka 20 millioner kroner til statskassen for at have svindlet med både moms og skat fra 2015 og 2018.

Ifølge vores oplysninger indgår der i afgørelsen både en tilbagebetaling af for lidt betalt skat samt en bøde for at have unddraget skat i perioden.

Genaro Peña døde tidligere i år, men var altså ejer af selskabet, da millionsvindlen ifølge skattemyndighederne foregik.

De nye oplysninger bør få Jyske Bank til at spærre øjnene op, fortæller Kalle Johannes Rose, der er lektor på CBS, og forsker i blandt andet lovgivning for banker.

- Der er tale om svindel med skattemidler i Paraguay. Så når de midler bliver brugt, som burde være blevet beskattet, så er vi i gang med at vaske penge fra kriminelle aktiviteter hvide. Hvis de penge er ført igennem Jyske Bank, så er Jyske Bank en del af den proces, siger han.

Jakob Dedenroth Bernhoft, jurist og medejer af Fraud React, der arbejder med bekæmpelse af økonomisk kriminalitet, supplerer:

- Det gør det hele endnu mere mistænkeligt, at han nu også har en stor skattesag på halsen i Paraguay. Det bekræfter det billede, at han er en meget problematisk kunde, siger han.

Herunder kan du se en grafik over, hvad den paraguayanske rigmand havde engagementer i Jyske Bank Schweiz og i banken HSBC. HSBC har ikke ønsket at kommentere historien:

Eksperter: De danske myndigheder bør gå ind i sagen

Det nye kapitel i historien om Jyske Bank og Genaro Peña får de eksperter, vi har talt med, til at vurdere, at sagen nu bør blive et anliggende for de danske myndigheder.

- Alle alarmklokker burde ringe hos Finanstilsynet. I forvejen var det problematisk, og nu er der desuden en stor skattesag. Hvis jeg sad hos tilsynet, så ville jeg bede Jyske Bank om en forklaring og også spørge ind til, hvordan banken har risikovurderet kunden, siger Jakob Dedenroth Bernhoft.

Kalle Johannes Rose fra CBS er enig i, at Finanstilsynet bør kræve en redegørelse fra Jyske Bank.

Han slår også fast, at Jyske Bank selv har pligt til at kontakte Statsadvokaten For Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - i daglig tale Bagmandspolitiet - hvis banken ikke allerede har gjort det.

- Når banken bliver vidende om den her sag om skattesvindel, skal de kontakte myndighederne og gøre opmærksomhed på, at deres storkundes virksomhed var involveret i skattesvindel, mens han var kunde i banken, siger Kalle Johannes Rose fra CBS.

Hvis Finanstilsynet går ind i sagen og finder, at Jyske Bank ikke har levet op til deres forpligtigelser i forbindelse med, at banken havde Genaro Peña som kunde, så kan de for eksempel give banken en bøde.

De kan også politianmelde banken, og i så fald er det Statsadvokaten For Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, der skal efterforske sagen.

Jyske Bank har ikke ønsket at stille op til et interview om den nye udvikling i sagen og skriver i en mail, at banken ikke må 'udtale sig om eksisterende eller afsluttede kundeforhold', og at Jyske Bank 'generelt bestræber sig på at overholde den til enhver tid gældende lovgivning'.

- Når et kundeforhold er afsluttet på enten Jyske Banks eller kundens foranledning, kan det sagtens forekomme, at Jyske Bank ikke længere er vidende om kundens gøren eller laden, herunder om der flere år efter afslutningen falder en skattedom mod kunden, hvad enten dommen er endelig eller anket, skriver den.

Vi har opfølgende spurgt banken, om den har kontaktet myndighederne og fortalt om Genaro Peñas skattesvindel.

- Vi kan ikke komme det nærmere, fordi vi ikke må udtale os om, hvad vi konkret har foretaget os i et eksisterende eller afsluttet kundeforhold, lyder svaret fra banken.

Finanstilsynet skriver i en mail, at tilsynet ikke kommenterer på "konkrete sager i de virksomheder, vi fører tilsyn med".

Men det kan bestemt ikke udelukkes, at Jyske Bank bliver bedt om en redegørelse.

- Generelt kan vi oplyse, at det er normal praksis i Finanstilsynet, at tilsynet undersøger sager, der på den ene eller den anden måde komme til Finanstilsynets kendskab, og hvor der er tegn på, at hvidvasklovgivningen kan være overtrådt, lyder det videre.

Facebook
Twitter