Tema Ny erhvervspakke

Aftale slår sidste søm i kisten: Importør glæder sig over sænket nøddeafgift

Efter flere års kamp mod den omstridte nøddeafgift er en aftale faldet på plads.

Importør Mads Lønnberg glæder sig over, at det i fremtiden bliver billigere at købe nødder. Han har i mere end tre år forsøgt at få nedsat afgiften. (© DR Nyheder)

I mere end tre år har Mads Lønnberg forsøgt at råbe politikerne op.

I går faldt den endelige aftale om en sænkelse af den omstridte nøddeafgift så på plads.

Og det glæder importøren fra firmaet Nøddebazaren, at det i fremtiden bliver billigere at smide nødder i indkøbskurven.

- Umiddelbart er det en lettelse. Jeg havde købt gravstenen, og nu er det så sidste søm i kisten for, at afgiften definitivt forsvinder, siger Mads Lønnberg.

Ny erhvervspakke

Ny aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale fjerner flere afgifter og sænker blandt andet også elvarme-afgift. I alt bliver 65 afgifter sænket eller afskaffet. Det bliver blandt andet billigere at købe øl og nødder.

Gå til tema

Som importør af nødder har han, siden regeringen tidligere på året annoncerede en kommende afgiftssænkelse, set frem til, at det endelige aftalepapir skulle se dagens lys.

Med den nye aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale falder afgiften på mandler eksempelvis med 3,5 kroner per 100 gram.

Pengene skal blandt andet hentes hjem gennem "effektiviseringer" hos DSB og på at beskære de midler, som kommunerne får tilbage, når de bruger penge på at aktivere ledige.

(Foto: GRAFIK: Mads Rafte Hein © DR Nyheder)

Mads Lønnberg glæder sig over, at politikerne har hørt hans og andre danskeres krav om billigere nødder.

Udover den netbutik, som han til dagligt driver, så står han også bag kampagnen 'Knæk Afgiften', der har fået tæt på 40.000 til tastaturet for at skrive under på, at nøddeafgiften skal afskaffes.

- Første gang jeg stødte på den her afgift, der vidste jeg, at det var et spørgsmål om tid, før afgiften blev fjernet. Siden har jeg talt med ret mange politikere, kørt en oplysningskampagne og fundet ud af, at der ikke er noget godt argument for at bibeholde afgiften, siger han.

I aftalen forpligter regeringen og de to partier sig til at halvere nøddeafgiften fra 2018. Fra 2020 vil parterne bruge 175 millioner kroner om året på helt at afskaffe afgiften.

Det er dog ikke kun et spørgsmål om billigere nødder, der har fået Mads Lønnberg til at bruge mange timer på at lægge afgiften i graven. Kampen mod afgiften er i hans øjne også en kamp mod en "sundhedsfjendsk" afgift, fortæller han.

- Det er efterhånden almen viden, at nødder er sunde. Hjerteforeningen anbefaler, at vi spiser en håndfuld om dagen. Så det giver ingen mening at have afgifter på noget, vi bliver anbefalet at spise, siger han.

(Foto: Grafik: Morten Fogde Christensen © DR Nyheder)