Air Berlin går i betalingsstandsning

Selskabet fortsætter dog med at flyve på alle ruter

Siden 2008 er det kun lykkes Air Berlin at præstere et overskud én enkelt gang. (Foto: HANNIBAL HANSCHKE © Scanpix)

Det kriseramte luftfartsselskab Air Berlin fortæller i en pressemeddelelse, at det er gået i betalingsstandsning. Selskabet, der er Tysklands næststørste og Europas sjettestørste i luften, kan ikke fortsætte driften, og hovedaktionæren - luftfartsselskabet Etihad - vil ikke poste flere penge i selskabet, skriver Ritzau. Det sker kun én dag efter, at en talsmand for selskabet udtalte til AFP, at selskabet ikke risikerer at gå i betalingsstandsning. I en meddelelse skriver selskabet tirsdag:

- Der er ikke længere nogen positiv fortsættelsesprognose.

Siden 2008 er det kun lykkes selskabet at præstere et overskud én enkelt gang. Det var i 2012, hvor selskabet solgte sit bonusprogram til hovedaktionæren Etihad.

De seneste måneder har selskabet lidt voldsomt af flyforsinkelse og aflysninger. Det resulterede ifølge Spiegel i, at passagererne holdte sig væk. I juli måned faldt selskabets antal passagerer med 24 procent sammenlignet med sidste år.

Fortsætter flyvninger

På trods af betalingsstandsningen fortsætter selskabet dog dets flyvninger. Dette er ikke mindst takket være den tyske regering, der har stillet en kredit på 15o millioner euro til rådighed.

- Dette midlertidige lån vil blive gjort tilgængeligt via KfW (den tyske statsudviklingsbank) og støttet af en statslig garanti, udtaler den tyske økonomiminister og transportminister i en fælles erklæring, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Air Berlin har på det seneste været i gang med en rekonstruktion af selskabet. Dette inkluderer blandt andet, at selskaber udlejer 39 fly med bemanding til Lufthansa, ligesom 1.200 medarbejdere - svarende til hver syvende medarbejder - er blevet afskediget.

Af pressemeddelelsen fremgår det også, at der allerede forhandles til anden side om at sælge dele af virksomheden fra. Her nævnes specifikt Lufthansa, der altså står klar til at overtage fly fra sin kriseramte konkurrent.

Air Berlin flyver flere gange dagligt fra Københavns Lufthavn til Berlin og Düsseldorf.

Facebook
Twitter