Airbus stopper produktion af verdens største passagerfly

Airbus dropper A380, efter at Emirates har besluttet at reducere sin ordre på dobbeltdækkerflyet.

A380-flyet er verdens største passagerfly. (Foto: Sascha Steinbach © Scanpix)

Den europæiske flyproducent Airbus vil fra 2021 stoppe med at producere flytypen A380, verdens største passagerfly.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse her til morgen.

Beslutningen kommer, efter at det store arabiske luftfartsselskab Emirates, der hører hjemme i De Forenede Arabiske Emirater, har besluttet at reducere sin ordre på de enorme dobbeltdækkerfly.

Ifølge Airbus' ledelse har man dermed "intet grundlag for at opretholde produktionen".

Det var planen, at A380 skulle tage konkurrencen op med Boeings traditionelle jumbojet, 747. Tanken var, at kæmpeflyet skulle revolutionere luftfarten, i takt med at flere mennesker rejser med fly.

Stort og dyrt

Men luftfartsselskaber har tøvet med at tage giganten til sig. A380 er ikke et billigt fly. Den enorme størrelse har også krævet, at en række lufthavne har måttet udvide landingsbaner og terminaler for at kunne betjene flyet.

Det har blandt andet været tilfældet i Københavns Lufthavn, der har udvidet landingsbanen, så A380 kunne lande.

Emirates, der har en af de største flåder af A380'ere og var en helt central kunde, siger torsdag, at man har indgået en aftale med Airbus til en værdi af 21,4 milliarder dollar, svarende til 144 milliarder kroner.

Det er primært andre flytyper end A380 på selskabets indkøbsliste. Men Emirates-direktør Tim Clark siger i en pressemeddelelse, at man er ked af, at Airbus dropper produktionen.

Emirates vil modtage endnu 14 A380-fly frem mod 2021, hvormed flyselskabets samlede flåde af superjumboer ender på 123.

A380 fløj for første gang i 2008, og Airbus havde store forhåbninger til de store fly, der kan medbringe mere end 500 passagerer.

/ritzau/

Facebook
Twitter