Akut knaphed på ansatte: Se, om der mangler hænder i dit job

Hvor er der job at få, og hvor er det sværere at blive ansat? Få svaret her.

Find din egen stilling og se, om dine jobmuligheder er gode eller mindre gode.

108.000 står lige nu uden job.

Andelen af byggefirmaer, der mangler arbejdskraft, er steget for sjette måned i streg.

Og imens melder firmaer i servicebranchen om rekordstor mangel på arbejdskraft.

Men selvom der ikke er decideret akut mangel på hænder i mange andre brancher, så er der lige nu gode jobmuligheder flere steder.

Forskellene er i nogle fag også bestemt af, præcis hvor i landet du bor, viser nyeste data fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

I grafikken herunder kan du slå din egen stilling - eller et helt andet job - op og se, hvordan styrelsen vurderer mulighederne for ansættelse:

Forsker: 'Arbejdsgivere kan ikke være for kræsne'

At omkring 108.000 står uden job samtidig med, at der er brancher, der skriger på arbejdskraft, det er et paradoks. Og i arbejdsmarkedsforskningen kaldes det et paradoksproblem. Det fortæller Thomas Bredgaard, der er professor på AAU og leder af Center for Arbejdsmarkedsforskning.

Arbejdsmarkedsforsker Thomas Bredgaard mener, at arbejdsgivere, der mangler arbejdskraft, kan kigge mere indad og se, om de kan give bedre arbejdsvilkår i deres jobs.

- Det er typisk fordi, der er et misforhold mellem de kvalifikationer, de ledige har, og de jobs, som arbejdsgiverne har opslået eller mangler til, siger han.

En af årsager til, at særligt servicebranchen og byggebranchen mangler arbejdskraft er, at det er krav, at arbejdstagerne er faglærte, siger Thomas Bredgaard.

- Det er langsigtet at få flyttet en ufaglært til faglært. Og der er faglærte jobs i bygge- og anlægsbranchen og også i serviceindustrien - tjener og lignende - hvor det er, at de arbejdsløse måske ikke har de kvalifikationer, som arbejdsgiverne efterspørger. Det er et længere, sejt træk at få dem uddannet.

Den anden årsag er coronapandemien, peger Thomas Bredgaard på.

- Nogle af de brancher, der skriger på arbejdskraft, er nogle af dem, der har været lukket ned under corona og som også har afskediget medarbejdere, og som får en stor efterspørgsel, efter de har lukket op igen og skal finde nye medarbejdere på kort tid, siger han.

Er der noget galt med arbejdsvilkårene i de her brancher, siden de mangler arbejdskraft?

- Man kan i hvert fald sige, at de alternative beskæftigelsesmuligheder, den arbejdskraft de normalt benytter, de har haft under corona som for eksempel poder, der kan man få en betydeligt højere løn, end hvad de kan tilbyde. Og i hotel- og restauration kan man nok ikke lige skrue lønnen op til samme niveau, og så må man i stedet se, om man kan gøre sig attraktiv på andre måder ved at tilbyde bedre arbejdsvilkår.

På hvilke måder kan de det?

- Det kan være arbejdstid, fleksibilitet, kollegiale fællesskab, karrieremuligheder på arbejdspladsen eller i branchen. Man kan firkantet sige, at førhen har der ikke været et alternativt arbejdsmarkedet for dem, der arbejder i brancherne. Der har det været arbejdsgivers marked. Nu er det blevet sælgers marked. Derfor bør arbejdsgiverne kigge indad og se på den ledige arbejdskraft.

Hvis vi er match makers – hvordan får vi de ledige til at udfylde de stillinger, der er ledige - hvad skal der til?

- Det vigtigste er faktisk, at vi har et gennemsigtet jobmarked. Hvor de ledige stillinger bliver opslået, så de arbejdsløse kan se dem. Det handler også om, at arbejdsgiverne skal skrue lidt ned for forventningerne til, hvad det er for arbejdskraft de kan få i den nuværende situation. De kan ikke tillade sig at være alt for kræsne. Både i forhold til kvalifikationer og sociale og personlige kompetencer og tidligere arbejdserfaring, siger Thomas Bredgaard.

Forsøger at finde løsninger

I den kommende tid skal arbejdsmarkedets parter mødes for at forsøge at finde løsninger på den akutte mangel på hænder i nogle brancher.

I dag har beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) indkaldt til det første møde i rækken af trepartsforhandlinger, hvor parterne skal blive enige om, hvordan man på den korte bane kan løse problemet med mangel på arbejdskraft.

Antallet af ledige i juli er det laveste niveau siden februar 2020, og der er i alt kommet sammenlagt 48.100 færre ledige siden maj 2020.

Men ledigheden ligger dog fortsat 5.800 over niveauet, inden coronapandemien førte til kraftige ledighedsstigninger i februar 2020, skriver Danmarks Statistik.

Der er dog store forskelle på efterspørgslen blandt bestemte faggrupper inden for de forskellige brancher, viser tal fra Danmarks Statistik.

Det er blandt andet især tømrer-, maler, murer- og andre entreprenørfirmaer i bygge- og anlægsbranchen, der mangler hænder, mens der ses et fald i andelen af virksomheder, der mangler ansatte til VVS- og el-arbejde.

Fire ud af fem af alle adspurgte hotelvirksomheder mangler ansatte. Tilbage i juli var det kun to ud af fem, viser tallene.

Også restaurantbranchen er hårdt ramt af knaphed, mens servicebranchen som helhed melder om en svagt stigende udvikling i manglen på ansatte.

Facebook
Twitter