Alarm over vodka med træsprit

Fødevarestyrelsen advarer om at en gadehandler i Hjørring har solgt ulovlig vodka.

(Foto: Anders Holm © Stock Xchng)

Fødevarestyrelsen advarer mod en farlig tyskproduceret vodka solgt privat fra adressen Alberts Polering Idræts Allè 101, 9800 Hjørring.

Flaskerne stammer fra en tysk spiritusproducent der - ifølge de tyske myndigheder - har produceret vodkavarianter med et meget højt og ulovligt indehold af træsprit. På den baggrund vurderer Fødevarestyrelsen, at samme vodka kan have et tilsvarende højt indhold af træsprit.

- I værste tilfælde bliver du enten blind eller dør. I andre tilfælde risikerer du at gå i koma, få synsforstyrrelser eller hyperventilere, lyder advarslen fra Fødevarestyrelsen.

Måske flere flasker i omløb

- Har du købt vodka fra den pågældende adresse eller vodka på tilsvarende flaske bør du kassere den eller informere din lokale Fødevareregion. Får du symptomer som ovennævnt så søg læge, lyder rådet fra Fødevarestyrelsen.

Fødevarekontrollens Rejsehold har allerede konfiskeret 120 halvliters flasker med vodka på adressen, men kan ikke afvise at der er yderligere flasker i omløb. De har været solgt fra adressen siden nytår og måske lige indtil nu.

- Vi har reageret på en henvendelse fra de tyske myndigheder. Den tyske producent er arresteret. En eventuel sag mod danske medvirkende kører vi indtil videre administrativt, siger Theresa K. Rasmussen, Fødevarekontrollens Rejsehold til DR Nyheder.

Solgt hvor:

Privatadressen ved Alberts Polering, Idræts Allè101, 9800 Hjørring Salget kan være foregået fra januar 2010 og indtil nu.

Risiko:

Symptomer på forgiftning med metanol er hyperventilation og synsforstyrrelser Andre symptomer er kvalme, opkastninger og hovedpine I de alvorligste tilfælde optræder blindhed, koma og respirationsstop

Råd til forbrugerne:

Har man købt vodka fra den pågældende adresse eller vodka på tilsvarende flaske bør man kassere den eller informere sin Fødevareregion. Opleves ovennævnte symptomer søges læge.

Facebook
Twitter