Aldersdiskrimination ja tak

Reglerne for aldersdiskrinination skal lempes, så virksomhederne mere ærligt kan søge efter de medarbejdere, de reelt ønsker, mener Ledernes Hovedorganisation.

(Foto: AP © AP Graphics)

Formanden for Ledernes Hovedorganisation, Svend Askær vil have lempet reglerne for aldersdiskrimination, så virksomheder kan være mere ærlige, når de søger efter nyt personale.

Ingen udsigtsløse ansøgninger

-Ingen sjæl har glæde af, at de lidt ældre ledige ledere skal sende udsigtsløse ansøgninger til stillinger, hvor arbejdsgiveren på forhånd har besluttet at ansætte en yngre ansøger, siger Svend Askær. Han mener, der skal lempes i lovgivningen, så man i særlige tilfælde åbent kan søge efter en medarbejder i den præcise aldersgruppe, man ønsker.

Aldersspredning i afdelingerne

- Vi ved jo, at man ikke kan have en afdeling, hvor alle er 25 år eller alle er 60 år. Det er helt legitimt at ønske en spredning, men man må ikke skrive det i en jobannonce. Der må vi være ærlige og sige, at det kan være spild af såvel de ledige lederes tid, som de ledere der skal læse ansøgningerne. Jeg er tilhænger af en balanceret løsning, som samtidig tager højde for, at vi ikke ønsker diskrimination på grund af hverken køn, alder eller andet, siger Sved Askær.

Krystalklare sager

Udgangspunktet er tre aktuelle sager, hvor ledige ledere har fået afslag med henvisning til deres alder. Sagerne er i sig selv krystalklare. Der er tale om diskrimination på grund af alder, og der er allerede faldet erstatning i de to.

Reglerne omgås ofte

-Disse tre sager er kun kommet frem, fordi arbejdsgiveren har været skødesløs nok til at give en ærlig begrundelse. Hvad med de tilfælde, hvor arbejdsgiveren har samme holdning, men blot har tilstrækkelig snilde og juridisk indsigt til at konstruere en anden forklaring. Her har den ældre leder ikke en kinamands chance for at få jobbet, og kunne måske bruge sin tid og søgning bedre andetsteds, mener Svend Askær.