Alt håb ude for aktionærer i Roskilde Bank

Resterne af den originaleRoskilde Bank har indgivet konkursbegæring. Det betyder at alt nu er tabt for bankens aktionærer, siger bestyrelsesformanden.

Alt håb er ude for aktionærererne i den gamle Roskilde Bank, som har indgivet konkursbegæring. Det betyder at alt nu er tabt for bankens aktionærer, siger bestyrelsesformanden. (© Scanpix)

Efter længere tids betalingsstandsning er det nu slut med resterne af den originale Roskilde Bank. Bestyrelsen har begæret banken konkurs.

Splittet op i to

Den gamle Roskilde Bank blev den 1. september splittet op i to, den nye Roskilde Bank, som bliver drevet af Danmarks Nationalbank, og Selskabet af 1. september 2008 A/S som ligger inde med de lån, som Nationalbanken ikke ville overtage.

Her fik bankaktionærerne lovning på at de ville kunne få penge igen, hvis der var overskud, når banken var endeligt afviklet.

Alt håb ude

Nu vurderer bestyrelsen i den gamle Roskilde Bank altså at alt håb er ude for aktionærerne.

For der er heller ikke penge at komme efter i den nye Roskilde Bank. Den slås med et markant stort underskud på 3,5 milliarder kroner.

- Og på baggrund heraf finder selskabets bestyrelse det helt urealistisk, at der vil kunne udløses et provenu til kreditorer og aktionærer, udtaler Jens Løgstrup, der er bestyrelsesformand i den gamle Roskilde Bank, der altså nu er begæret konkurs.

Dermed er det nu endeligt slut for den oprindelige Roskilde Bank.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter