'Alt for højt': Tæt på 80.000 grunde er vurderet højere end hele ejendommen

Boligejer troede, han var midt i dårlig drøm, da grundværdien pludselig stak af fra ejendomsværdien med 25 millioner kroner.

DR Nyheder har analyseret 1,6 millioner af de foreløbige vurderinger og fundet frem til 79.473 boliger, hvor skattevæsnet har sat værdien af grunden højere end værdien af hele ejendommen. (Foto: © (Grafik) Morten Fogde Christensen)

Hvordan kan min grund være mere værd end hele ejendommen, som jo består af både boligen og grunden?

Det spørgsmål går igen i hundredvis af henvendelser fra DR's brugere, efter skattevæsnet sent mandag fremlagde tal for de foreløbige vurderinger, som næste års boligskatter skal baseres på.

Tip os:

Og det ser ud til, at rigtig mange står i den situation.

DR Nyheder har analyseret 1,6 millioner af de foreløbige vurderinger og fundet frem til 79.473 boliger, hvor skattevæsnet har sat værdien af grunden højere end værdien af hele ejendommen.

Tallet vækker opsigt hos skatteadvokat Thomas Booker.

- Det er alt for højt. Det kan være en systemfejl. Så mange ejendomme kan umuligt have en højere grundværdi end ejendomsværdi, siger han.

Boligejere i chok

I gennemsnit er de 79.473 grunde vurderet 1,3 millioner kroner højere end hele ejendommen.

Men i nogle tilfælde er forskellen meget større.

Hos Tonny Tanev fra Veksø nær København er den samlede ejendomsværdi vurderet til 3,1 millioner kroner. Grunden er til gengæld steget fra en halv million i den gamle vurdering til 28,7 millioner kroner i den foreløbige vurdering.

Boligejeren troede et øjeblik, at han var midt i en dårlig drøm, da han første gang så tallet.

- Det er så grotesk, siger han.

Også Thomas Hugo Møller fra Hjørring undrer sig. Hans samlede ejendomsværdi er 4,1 millioner kroner, mens grundværdien er sat til 6,6 millioner kroner af skattevæsnet.

Og Keld Bjerregaard fra Hvidovre fik sig også lidt af et chok, da han mandag aften slog sin adresse op på vurderingsportalen.dk.

Ejendomsværdien lå på 9,4 millioner, mens grundværdien var steget fra to millioner til 30 millioner, uden at han kunne se, hvordan skattevæsnet var kommet frem til det tal.

- Det er en meget mærkelig måde at rulle sådan noget ud på, siger han.

Advokat: Noget er galt

Ifølge skatteadvokat Thomas Booker kan der godt være situationer, hvor grunde kan vurderes højere end hele ejendommen tilsammen.

Men det er langt fra normalt.

- Det er den klare undtagelse, hvor der er noget helt særligt på spil, som kan gøre, at grundværdien overstiger ejendomsværdien. I langt de fleste tilfælde vil det jo forholde sig anderledes, siger han.

Hvad siger det her om det nye it-system og de foreløbige vurderinger?

- Hvis det her er rigtigt, så er der et eller andet i systemet, som er forkert, og som gør, at de åbenbart udsender så mange vurderinger, hvor grundværdien er højere end ejendomsværdien, siger han.

Vurderingsstyrelsen siger til os, at det kun er "undtagelsesvist" og "ikke hovedreglen", at grundværdien er højere end ejendomsværdien. Er det her i din optik "undtagelsesvist"?

- Nej, bestemt ikke. Jeg havde forventet et meget lavere tal. Jeg sidder og behandler rigtig mange af denne her type sager, og det er meget få gange, at jeg ser den situation opstå, siger Thomas Booker.

Styrelse ser på det i 2025

Hos Vurderingsstyrelsen mener man ikke, at tallet er højt.

Og styrelsen kan ikke give et bud på, hvor mange af de 79.500 vurderinger der er forkerte.

- For at finde ud af det, bliver vi nødt til at have menneskeøjne på de her vurderinger, siger Claus Houmann, der er underdirektør i Vurderingsstyrelsen.

Det skyldes, at de foreløbige vurderinger er blevet lavet af et computersystem uden at være kvalitetssikret af styrelsens sagsbehandlere.

De endelige vurderinger, som ejerne af de 79.500 boliger efter planen tidligst får i 2025, vil blive gransket mere grundigt.

- Det er ikke nødvendigvis fejl. Der kan være situationer, hvor det er velbegrundet, at ejendomsværdien er lavere end grundværdien. Hvis man skal slå fast, hvorvidt der er tale om fejl, skal man ind og se på alle disse her sager. Det kommer vi til at gøre, når vi laver de endelige vurderinger, siger Claus Houmann.

Boligejere har ikke ret til at klage over deres foreløbige vurdering, men det er dog muligt at spørge styrelsen om at få set på den igen.

Skatteministeriet har også tidligere svaret Folketinget, at de data, der indgår i vurderingerne, i vidt omfang er personoplysninger, som boligejere har ret til at få berigtiget.

Men det sker altså uden om det normale klagesystem, og det er derfor skattevæsnet, der i sidste ende bestemmer, imens det almindelige sikkerhedsnet sættes ud af kraft.

- Man kan selvfølgelig tage fat i os som boligejer, hvis man synes, det ligger helt skævt. Så kigger vi på det, siger Claus Houmann.

Se DR Nyheders erhvervskorrespondent, Jakob Ussing, forklare mere om den foreløbige 2022-vurdering: