Amagerbank-ledelse risikerer fængsel og bøde

De 11 personer fra den tidligere ledelse i Amagerbanken risikerer op til fire måneders fængsel og bødestraf.

Tidligere Jørgen Brændstrup er en af dem, der er blevet politianmeldt. (Foto: Erik Refner © Scanpix)

Den tidligere direktion og bestyrelse i Amagerbanken risikerer både bødestraf og fængsel.

Det fortæller statsadvokat Jens Madsen fra Bagmandspolitiet til DR Nyheder.

- Strafferammen er op til fire måneders fængsel og mulighed for bøde, siger Jens Madsen om anmeldelsen fra Finanstilsynet.

Greb ikke ind over for tab

I alt er 11 personer fra den tidligere direktion og bestyrelse i Amagebanken blevet anmeldt.

Kort fortalt går anmeldelsen ud på, at de tidligere topfolk i 2009 og 2010 ikke greb ind og forhindrede, at Amagerbanken led et tab på 394 millioner kroner som følge af spekulation i schweizerfranc.

- Det som anmeldelsen vedrører, er at man i forbindelse med accept af fire kundeengagementer ikke har dækket sig ordentligt ind i forhold til risiko for tab, siger Jens Madsen fra Bagmandspolitiet til DR Nyheder.

Amagerbanken krakkede i 2011.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk