Amagerbankens tidligere ledelse frifindes i kæmpe erstatningssag

Statens oprydningsselskab Finansiel Stabilitet havde sagsøgt 11 personer fra den tidligere ledelse i Amagerbanken.

Sagen mod den tidligere ledelse i den nu krakkede Amagerbanken begyndte i april sidste år ved Retten i Lyngby. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

11 personer fra den tidligere ledelse i Amagerbanken frifindes i en kæmpe erstatningssag.

Det har Retten i Lyngby afgjort.

Dommerne er enige om beslutningen.

Det var statens oprydningsselskab efter finanskrisen, Finansiel Stabilitet, som havde anlagt erstatningssagen mod den tidligere bankledelse, som havde ansvaret for banken i perioden fra 2006 til 2011.

Finansiel Stabilitet havde krævet, at den tidligere ledelse skulle betale erstatning på over 800 millioner kroner som følge af uansvarlig bankdrift under finanskrisen.

Særligt tre store udlån har været i fokus under erstatningssagen.

Det ene gik i 2006 til udviklingen af en stort ejendomsområde på Østerbro i København, Østerfælled-ejendommen, som Amagerbanken endte med at tabe mange millioner kroner på i 2010.

Med dagens dom afviser dommerne, at bankens ledelse handlede uansvarligt i den forbindelse. Som der står i domsresuméet:

- Retten fandt herefter, at der ikke var grundlag for at antage, at de sagsøgte herved havde handlet usagligt eller på anden måde uforsvarligt.

Den tidligere direktør i Amagerbanken Jørgen Brændstrup og den tidligere bestyrelsesformand Niels Erik Nielsen var blandt de sagsøgte.

Finansiel Stabilitet skal betale 12,5 millioner i sagsomkostninger til Niels Erik Nielsen til dækning af hans advokatsalær og 64,6 millioner kroner til statskassen til dækning af udgifter til de øvrige beskikkede advokater for de sagsøgte, står der i dommen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter