Afsløring af skatteskandale

Amerikansk finansfirma erkender samarbejde med hovedmistænkt i milliardsvindel

Den britiske finansmand Sanjay Shah fik et firma i New York til at oprette en lang række af de enkeltmandspensionsfonde, der er blevet brugt til at trække milliarder ud af Danmark.

Den britiske finansmand Sanjay Shah er hovedmistænkt i sagen om formodet milliardsvindel mod den danske stat. (Foto: B1 © B1)

En lang række af de amerikanske enkeltmandspensionsfonde, der er involveret i sagen om milliardsvindel med udbytteskat fra Danmark, er oprettet med hjælp fra et finansfirma i Monsey nord for New York ved navn Broad Financial.

Det afslører en gennemgang af stiftelsesdokumenterne for en række af enkeltmandspensionsfondene.

Hos Broad Financial bekræfter en medarbejder, at firmaet i 2014 blev kontaktet af den britiske finansmand Sanjay Shah, der i dag er den hovedmistænkte i den omfattende sag, hvor Skat hævder at være blevet snydt for 12,3 milliarder kroner.

- De havde et team her i USA, og de ville have os til at oprette pensionsordninger for kunder, som de arbejdede med, siger medarbejderen, en underdirektør, der afviser at vide, hvad pensionsfondene efterfølgende blev brugt til.

Han afbryder samtalen, da han bliver oplyst om svindelsagen i Danmark.

Kan oprettes på få minutter

Ifølge underdirektøren og Broad Financials hjemmeside er firmaet blandt andet specialiseret i at hjælpe kunder med at oprette netop den slags særlige enkeltmandspensionsfonde, som ifølge anklagen er involveret i den danske udbytteskattesag, der også har ramt Belgien og til dels Norge.

Det drejer sig blandt andet om såkaldt enkeltmands 401k-planer, en særlig form for amerikansk 'pensionskasse', der kan oprettes i løbet af få minutter, som man selv kan styre, og som stort set ikke er underlagt kontrol fra myndighedernes side.

Ifølge papirer fra sagen er mindst 189 amerikanske pensionsfonde involveret i sagen, mange af dem netop af typen 401k-planer.

Oprettet i 2015 og 2015

DR Nyheders research viser, at Broad Financial blandt andet har hjulpet med at oprette enkeltmandspensionsfonde i Texas, New Jersey og Missouri for velhavende amerikanere, der har været kunder hos Sanjay Shahs børsmæglerfirmaer i London, Solo Capital Partners, Old Park Lane Capital, Telesto Markets og West Point Derivatives.

Pensionsfonde er stort set alle sammen oprettet i sidste halvdel af 2014 og starten af 2015, præcis i den periode, hvor den formodede svindel mod Skat eksploderer. Mange af dem er lukket igen, efter at sagen kom frem i august 2015.

DR Nyheder er ikke bekendt med, at Broad Financial er sigtet eller mistænkt i sagen. Vi har opsøgt selskabet i New York i et forsøg på at få uddybet samarbejdet med Sanjay Shah, men firmaet har afvist at stille op til interview.

Baseret på beregninger på baggrund af oplysninger fra DR Nyheders kilder tyder det på, at mellem 2 og 5 milliarder kroner, ud af de i alt 12,3 milliarder kroner i sagen, er havnet hos de amerikanske pensionsfonde og deres ejere.

Se mere i aftenens 21 Søndag.

Facebook
Twitter