Analyse: Skjult netværk kræver resultater ved OK20

Nu begynder overenskomstforhandlingerne for 600.000 danskere. Det kan blive sprængfarligt, lyder det fra DR’s økonomikorrespondent.

Arkivfoto fra da bygningsarbejdere i Nordjylland nedlagde arbejdet i protest mod overenskomstforliget 2017. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

For nogle uger siden mødtes jeg med en mand i arbejdstøj i et hjørne på en café i hovedstadsområdet.

Han lænede sig ind over det lille bord.

- Der skal kun en gnist til, og så eksploderer det hele, sagde han med et højt knips, der fik en burgerspisende børnefamilie til at skæve nervøst over til os, før de igen rettede opmærksomheden mod pomfritterne.

De kommende måneder skal der forhandles nye centrale overenskomster for mere end 600.000 ansatte i private virksomheder på det danske arbejdsmarked.

OK20 bliver forhandlingerne allerede kaldt, og det er de forhandlinger, som manden på cafeen talte om.

Mandag begynder man for alvor med det første officielle møde mellem forhandlerne for byggearbejderne i fagforeningen 3F og arbejdsgiverne i Dansk Byggeri. Det markeres med et pressemøde, hvor parterne ridser deres krav op.

Snart sætter forhandlere for de ansatte i industrien og på transportområdet sig også til bordet, og efter planen skal de alle have nået et forhandlingsresultat til marts, som medlemmerne så skal stemme om i de tidlige forår.

Overenskomstforhandlingerne kommer til at sætte rammerne for løn og arbejdsvilkår på tusindvis af danske arbejdspladser. Det er der ikke noget nyt i, og forhandlingerne er sådan set altid værd at følge. Men når man taler med folk i og omkring fagforeningerne og hos arbejdsgiverne, er der en klar fornemmelse af, at der kan blive ekstra meget at følge med i denne gang.

Den fornemmelse bekræftede mit møde med manden i arbejdstøjet på cafeen. Manden er en del af netværket 'Arbejdere i Bevægelse', som få har hørt om, men som kan få stor betydning for OK20.

'Arbejdere i Bevægelse' er ikke en del af det etablerede fagforeningssystem, men opererer på egen hånd uden om de traditionelle kanaler, når de sætter gang i faglige aktioner og kampagner.

Det er et netværk af folk med forbindelse til en lang række brancher i hele landet – murere, tømrere, stilladsarbejdere, industriarbejder, lokoførere, skraldemænd, chauffører.

Siden overenskomstforhandlingerne i 2017, hvor netværket stod bag en effektiv protestkampagne, har de været med til at organisere de offentligt ansatte under de dramatiske overenskomstforhandlinger i 2018 og været aktive i en række aktioner fra blokader mod virksomheder, DSB-strejkerne og støttemanifestationer for bagagearbejderne i lufthavnen.

Nu har 'Arbejdere i Bevægelse' rettet blikket mod OK20. For dem er målet at sikre mærkbare resultater i form af bedre arbejdsvilkår. Deres krav er selvfølgelig rettet mod arbejdsgiverne, men – måske endnu vigtigere – også mod fagbevægelsens egne forhandlere.

Hvis man vil forstå OK20, så skal man forstå det smældende knips i et hjørne på en café i hovedstadsområdet.

Ulmende frustration

'Arbejdere i Bevægelse' viste, hvad de er i stand til under de seneste overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked, der fandt sted i 2017 – forkortet OK17.

Dengang havde bevægelsen ikke sit navn endnu, men opstod under sloganet ’Nej til 42 timer’. Det var en spontan protestkampagne, der fængede an i en ulmende frustration blandt menige medlemmer på landets arbejdspladser – og måske særligt på byggepladserne.

Under den sidste del af OK17, i foråret hvor medlemmerne skulle stemme om de nyforhandlede overenskomster, iværksatte kernefolkene en brølende nej-kampagne med uhyre effektiv brug af sociale medier, centreret omkring Facebooksiden ’Nej til 42 timer’. Stik mod de etablerede forhandleres anbefaling om at stemme ja.

Fagbevægelsens topfolk ved de polerede forhandlingsborde havde svigtet og fået alt for lidt med hjem, særligt omkring social dumping med udenlandsk arbejdskraft, mente man, mens arbejdsgiverne offentligt udtrykte stor tilfredshed med en udvidet ledelsesret.

Chokeret så fagbevægelsen til, mens protestkampagnen mobiliserede til den største stemmedeltagelse i årtier og udløst et historisk og neglebidende knebent ’ja’.

Samlet stemte fire ud af ti medlemmer af de omfattede forbund nej til resultatet. Flere af de største faggrupper – 3F, Fødevareforbundet, Malerforbundet – stemte isoleret et rungende nej. Alligevel endte det med at samlet ja på grund af sammenkædningsreglerne, hvor alle forbund stemmer i fællesskab. De industri-ansatte og ansatte organiseret i HK stemte klart ja.

Forløbet kulminerede i en kaotisk 1. maj i Fælledparken, få dage efter offentliggørelsen af afstemningsresultatet, hvor formanden for den daværende hovedorganisation LO, Lizette Risgaard, blev afbrudt i sin tale fra scenen, fratvunget mikrofonen og udskreget til 'klasseforræder' af aktivister på scenen. Da formanden igen fik fat i mikrofonen for at fortsætte sin tale, blev hun mødt af et taktfast ’vi stemte nej, vi stemte nej’-råb fra en gruppe af tilhørerne.

Se optrinnet, hvor Lizette Risgaards 1.maj-tale blev afbrudt her:

Jeg var selv til stede for at interviewe Lizette Risgaard til TV Avisen. I fokuserer på de få utilfredse i stedet for de mange tilfredse, lød hendes reaktion lige efter talen, før hun frygtløst tog gåturen tværs gennem Fælledparken. Men formanden styrede trods alt direkte mod HK-teltet – en af de ja-stemmende grupper.

I store dele af fagbevægelsens top erkender man i dag, at man mistede kontrollen. Man så rådvilde til, mens ’Nej til 42 timer’ udlagde teksten for medlemmerne. Hos nogle fornemmer man de klamme håndflader, når de ser tilbage på begivenhederne, der kunne have endt med den første storkonflikt i Danmark siden 1998. De vil for alt i verden undgå en lignende situation ved OK20.

Med andre ord er det ikke kun en burgerspisende børnefamilie som skæver nervøst til 'Arbejdere i Bevægelse', det gør dele af den etablerede fagbevægelse også.

Mere end 42 timer

Under OK17 stod striden om en enkelt passus om ”systematisk overarbejde” begravet langt ind i resultatteksten. Som noget nyt fik arbejdsgiverne ret til at kræve en 42 timers arbejdsuge af medarbejderne, hvis der for eksempel bliver brug for at sætte fart i arbejdet på en byggeplads for at holde tidsplanen.

Spørger man centralt i fagbevægelsen, så mener man ikke, at "systematisk overarbejde" er så slemt, som det lyder, og at protesterne var skudt over målet. Der er allerede stor fleksibilitet mellem ansatte og arbejdsgivere, og spørgsmålet er i vid udtrækning reguleret af lokale aftaler. Desuden har de 42 timer ikke givet anledning til konkrete problemer siden indførelsen, lyder det.

Men man finder også en anerkendelse af, at protestkampagnen ’Nej til 42 timer’ måske slet ikke handlede så meget om lige 42 timer eller ej, men var udtryk for en bekymrende afstand mellem fagtoppens forhandlinger og medlemmernes hverdag.

Det vedvarende fokus for frustrationen er social dumping. Flere faggrupper har gennem de seneste 15 år oplevet store forandringer i deres daglige arbejde, hvor udenlandsk arbejdskraft er kommet til at fylde mere.

'Der er jo noget gule veste over det,' som en person i fagbevægelsen sagde til mig med henvisning til den franske bevægelse, der har stået bag massive protester, uden det står helt klart, hvad de egentlig vil opnå. De gule veste vender vi tilbage til.

I flere fagforbund har erkendelsen af bevægelsens antændelighed udløst en række strategiske tiltag op til OK20, når det gælder kommunikation og medlemsinddragelse: Flere medlemsmøder, forhandlere på udvidet landsturné, spørgeskemaer, hjemmesider, uddannelse af flere eksperter i sociale medier.

Som noget helt nyt kan offentligheden også komme til at se meget mere åbenmundede forhandlere fra enkelte forbund – måske særligt dem, hvor mange stemte nej – under forhandlingsprocessen, der normalt foregår bag lukkede døre.

Strategisk tilpasning eller ej, så ser fagbevægelsen meget forskelligt på 'Arbejdere i Bevægelse', alt efter hvem man spørger. Man skal ikke tale med mange, før man møder det synspunkt, at der – uagtet mere end 90.000 nej-stemmer ved OK17 - jo i bund og grund bare er tale om en håndfuld utilpassede ballademagere, der råber højt, får mange med på vognen og nok alligevel aldrig kan stilles tilfredse.

Dansk Metals formand, Claus Jensen, satte ord på den tilgang, da han i august i år udtalte sig til Altinget om OK17-forløbet. Han så protestkampagnen som et udtryk for, at 'nogen ville have et nej for balladens skyld.'

Med den kommentar har Claus Jensen viftet med en rød klud for øjnene af medlemmer af nejstemmende forbund, det måtte acceptere et ja på grund af sammenkædningen.

Skjult netværk

Protestkampagnen ’Nej til 42 timer’ har altså i dag taget navnet 'Arbejdere i Bevægelse'. Den effektive Facebookside har også ændret navn for kort tid siden.

Bevægelsens startpunkt var et landsmøde for stilladsarbejdere først i marts 2017. Her blev det vedtaget at starte en kampagne for et nej til overenskomsterne, der skulle gå på tværs af fag og landsdele. De 42 timer kom i fokus efter en hurtig gennembladring af forhandlingsteksten. Kampagnen havde flere nedslag klar, men fik aldrig brug for dem, da de så effekten af debatten om 'systematisk overarbejde.'

Helt modsat det etablerede faglige politiske system med dets kafkaske virvar af formænd, foreninger, grupper og udvalg, så har det aktivistiske netværk ingen formand eller talsmand og en flad struktur med en kernegruppe på 15 - 20 personer.

Knap 9.000 mennesker følger 'Arbejdere i bevægelse' på Facebook.

Aktiviteterne styres først og fremmest via elektronisk kommunikation mellem deltagerne, men der afholdes også med mellemrum fysiske møder. Blandt andet har der været holdt fysiske møder for at lægge en strategi for OK20.

Netværket har langt fra siddet stille siden 2017.

Tidligere på året dækkede jeg de pludselige strejker blandt togpersonalet. På en perron på hovedbanen mødte jeg en repræsentant for DSB’s ledelse, der forbløffet fortalte, at nogle brede håndværkertyper delte løbesedler om strejken ud til de rejsende og gjorde det meget klart for det personale, som stadig var på stedet, at de ikke skulle bryde sig om at fortsætte arbejdet.

Flere medlemmer i og omkring netværket beskriver en række sympati-aktioner og støtteoperationer som regulær træning til OK20.

Det er måske ikke kun fagbevægelsen, der har fået øje på 'Arbejdere i Bevægelse'. Her vender vi tilbage til de gule veste.

Når man taler med folk i netværket, møder man historien om, hvordan personer, der hævder at være knyttet til den franske protestbevægelse, har taget kontakt for at høre om et muligt samarbejde og en udvidelse af de gule vestes manifestationer til danske gader. En kontakt, der dog efter sigende er blevet afvist.

Historien er ubekræftet, men ægte eller opspind, så bærer den noget interessant.

Har repræsentanter for de gule veste virkelig taget kontakt, så siger det noget om den sprængkraft, som udefrakommende ser i bevægelsen.

Er det en opdigtet historie, så siger det meget om netværkets selvbillede og hvilken kontekst, man opfatter sig selv i. Uanset at konklusionen på historien var en afvisning af samarbejdet.

Fra protestgruppe til støttegruppe

Netværket opstod som en vred protestgruppe mod oplevelsen af et støvet forbundsvælde. Med rette har den etablerede fagbevægelse spurgt ud i rummet, hvor de stærke kræfter var, dengang man forberedte OK17 og under forhandlingerne.

Budskabet er sunket ind, og 'Arbejdere i Bevægelse' definerer i dag aktivt sig selv som en støttegruppe, der bakker op om forhandlerne for at give dem det stærkest mulige mandat over for arbejdsgiverne.

Netværket kan dermed vise sig som en styrke for fagbevægelsen i forhandlingerne med arbejdsgiverne. Et slagkraftigt våben. Men ingen tvivler på, at støttegruppen hurtigt kan tage sin gamle form som protestgruppe, hvis ikke forhandlerne leverer varen. Våbnet kan eksplodere i hovedet på forhandlerne selv.

Forhandlerne er denne gang tvunget til at tænke sig godt om, før de anbefaler et ja til et overenskomstresultat. De har hørt de samme knips, som jeg hørte for nogle uger siden på en café i hovedstadsområdet.

Opdateret klokken 15:35: Dansk El-forbund stemte ja til overenskomstaftalen i 2017 og ikke nej, som det oprindeligt fremgik af artiklen. DR beklager fejlen.