Analyse: Uret tikker og en storkonflikt nærmer sig

Hvad har de overhovedet talt om i forhandlingslokalet og hvor står de i overenskomstforhandlingerne? Økonomikorrespondent Casper Schrøder giver overblik.

Røde faner foran Forligsinstitutionen. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Uret tikker og mange skæver nervøst til hinanden. Forligsmanden lader dog ikke til at være sådan at ryste.

Da Mette Christensen tirsdag først på aftenen sendte parterne hjem, var det uden at indkalde til nye møder, og der er i skrivende stund - torsdag eftermiddag - stadig ikke kommet nye indkaldelser i indbakkerne.

Mens tiden går, og en storkonflikt rykker nærmere, øges presset på arbejdsgiverne og lønmodtagerne – uret tikker mere og mere enerverende - til at række ind over forhandlingsbordet og nå hinanden, og det kan meget vel være strategien for forligsmanden.

En anden og knap så optimistisk udlægning er, at Mette Christensen reelt har udtømt sine muligheder og har svært ved at se, hvordan man skal komme videre. Der er ganske enkelt ingen grund til at mødes.

Mange af forhandlerne på begge sider af bordet forventer at se indkaldelser til nye møder på statens område som det næste. Men indtil videre er der altså tavshed fra mæglingskontoret på Sankt Annæ Plads.

Hvad ved vi om forhandlingernes indhold lige nu?

Bevægelse på løn

Det er særligt på det kommunale område, at der er kommet nyt ud fra de lukkede forhandlingslokaler. Her har det mest handlet om løn.

Ved sammenbruddet af forhandlingerne - før Forligsinstitutionen - fortalte KL’s chefforhandler Michael Ziegler, at mens han havde tilbudt lønstigninger på 6,9 pct. for de kommende tre år, så havde lønmodtagerne krævet 9,15 pct.

Meget er tilsyneladende sket i Forligsinstitutionen siden.

Påskens maratonforhandlinger, 16 timer i et sejt stræk, handlede faktisk ikke om den procentuelle stigning, som Ziegler præsenterede. I stedet blev det en udmattelsestest, hvor man slidsomt forsøgte at forhandle sig frem til en ny løbende reguleringsmekanisme for lønnen i kommunerne.

Allerede i dag har man mekanismer, hvor den offentlige løn følger lønnen i det private, også ud over den procentstigning, der er aftalt i overenskomsterne. Men fra fagbevægelsens side har man ønsket at knytte lønudviklingen i det private og det offentlige endnu tættere sammen. De lange forhandlinger gav dog intet resultat.

Derfor er man nu tilbage til start og forhandler igen om den rene procentuelle stigning. Her lader det nu til, at parterne har rykket sig.

I kommunerne sagde chefforhandler Michael Ziegler tirsdag, at under 1 pct. nu skiller parterne ad i lønspørgsmålet.

Samme dag gav HK’s Bodil Otto, der også sidder med ved forhandlingsbordet, endnu flere detaljer. Ifølge hende, så er det ”meget, meget lidt”, der skiller parterne: ”Det vi snakker om, er, om det skal være lige over 8 pct. eller lige under 8 pct.” sagde hun til DR i et interview. Til netmediet Folkeskolens journalister har FOA-formand Dennis Kristensen i samme tråd sagt, at lønmodtagernes krav er på ”omkring 8 pct.”

Løhdes hånd med penge

Dørene var været noget mere lukkede på det statslige og det regionale område.

I et interview med Politiken har de statsansattes chefforhandler Flemming Vinther tidligere bekræftet, at hans krav lyder på 8,2 pct. – og at der ikke er mange decimaler for ham at forhandle om. I samme artikel kunne avisen på baggrund af lækkede forhandlingsnotater fortælle, at innovationsminister Sophie Løhde og Moderniseringsstyrelsen, der forhandler som statslige arbejdsgivere, havde tilbudt 6,7 pct.

Meget tyder dog på, at minister Sophie Løhde har forhøjet sit bud, og højere procenttal bliver hvisket i korridorerne, men uden at det bliver sagt offentligt. Da ministeren mødte op til de seneste forhandlinger på statens område i Forligsinstitutionen onsdag før påske, var det dog med beskeden om, at hun kom med en fremstrakt hånd, og direkte adspurgt om der var penge i den hånd, så lød svaret ”ja”.

De præcise bevægelser på det regionale område er ukendte, men forventningen er, at man lønmæssigt vil ende meget tæt på det statslige områdes resultat.

En ting skal alle dog være opmærksomme på: Procentsatser for lønstigningen over de kommende tre år er en besnærende enkel måde at se komplicerede ting på. Djævlen kan meget vel gemme sig i detaljen. Beregningsgrundlag, inflationsforventninger og tidsforskydninger i aftaler, der rækker år frem i tiden, kan have stor betydning for, hvad procentsatserne kan ende med at betyde i kroner og ører for en enkelte offentligt ansatte.

Nedhøvling

Den økonomiske lønramme er kun én af de tre knaster, som fagbevægelsen har på forhandlingsbrættet. De to andre knaster er reguleringen af lærernes arbejdstid og de statsansattes ret til spisepause som en del arbejdstiden.

En løsning for alle, lyder sloganet fra lønmodtagerne, der har indgået en solidaritetspagt om, at alle tre knaster skal være høvlet tilfredsstillende ned, før man vil indgå en aftale. Præcis hvilken nedhøvlingshøjde, der betragtes som tilfredsstillende, er dog uklart, men tidligt i forløbet gjorde FOA-formand Dennis Kristensen i et interview med Børsen det klart, at lærerformand Anders Bondo Christensen ikke har vetoret over de andre områder, hvis han finder resultatet på hans egne medlemmers arbejdstidsområde for utilstrækkeligt.

Mens det tyder på, at der er foretaget noget seriøst arbejde på løn-knasten, så er man ikke nået langt med de øvrige knaster. Det flyder ikke ligefrem med friske høvlspåner fra arbejdstids- og spisepauseforhandlinger i Forligsinstitutionen.

En ny norm

Lærernes arbejdstid har ganske vist været forhandlet intenst mellem Michael Ziegler og Anders Bondo Christensen i Forligsinstitutionen. Lærerkravet lyder noget bredt, at man vil have en arbejdstidsaftale som alle andre kommunalt ansatte.

Efter lærer-lockouten i 2013, der endte med et regeringsindgreb, blev lærernes arbejdstidsregulering gjort til lov i stedet for en aftale. Problemet bliver næppe det principielle, at gå fra lov til aftale, men hvad der så skal stå i den aftale.

Anders Bondo Christensen har tidligere forklaret, at spørgsmålet om opgørelsen af lærernes arbejdstid er centralt. Man ønsker at komme væk fra den traditionelle årsnorm, hvor antallet af timer opgøres over et helt år, og ned til en kortere norm. Den seneste offentlige melding fra lærernes formand om konkrete krav, lød på en kvartalsnorm.

KL og Michael Zieglers modsvar har hidtil været, at de modeller, som man er blevet præsenteret for "er for bureaukratiske og/eller dyre til, at de kan fungere for kommunerne og skolerne", som det hedder på KL's hjemmeside.

Forligsmandens svar har hidtil været, at stille parterne over for en række klare kriterier – herunder forventningen til normperioden – og bedt dem om, hver især at definere, hvad de finder acceptabelt. Men altså uden at det har givet resultat indtil videre så vidt vides.

Ret eller kutyme

Den sidste store knast er spisepausen. Mens det tyder på, at man har fået bearbejdet løn-knasten temmelig meget gennem de seneste uger, og man trods alt har haft lange forhandlinger om lærernes arbejdstid, så står spisepauseknasten tilsyneladende ret uberørt hen endnu til sidst på brættet.

Uenigheden blussede op, da Moderniseringsstyrelsen sidste år lod forstå, at spisepausen som en del af arbejdstiden ikke anses som en overenskomstmæssig ret for de ansatte, men en kutyme. Og da en kutyme lettere kan afskaffes af arbejdsgiverne end en ret i overenskomstmæssig forstand, så lyder kravet nu fra de statsansatte, at spisepausen skal garanteres på langt sigt.

Det er stadig ukendt, hvor genstridig knasten vil vise sig. Reelt lyder meldingerne fra Forligsinstitutionen, at man endnu ikke har lagt kræfterne i på dette punkt. Når man taler med forhandlerne, så er meldingerne meget forskellige - nogle vurderer, at den kan blive ssærdeles genstridig – og endda kan ende med at blive en konfliktudløser – mens andre mener, at der næppe vil være de store problemer forbundet med at lukke en aftale på dette punkt.

Den store ubekendte

Selvom parterne gennem de seneste to uger har ladet enkelte detaljer sive ud under døren fra forhandlingslokalet, så er det næppe det fulde billede.

De enkelte aktører fortæller naturligvis kun, hvad der er i deres interesse og gør det i et håb om at påvirke forhandlingsresultatet. Forligsmanden for bordenden lader sig nok ikke påvirke af den slags, men det gør den brede offentlighed, og den kan ende med at spille en afgørende rolle – på kort sigt, hvis en konflikt bryder ud og på langt sigt i forhold til fremtidige forhandlinger.

Men hvilken del af billedet er det så, vi ikke kan se herude foran de lukkede døre?

Kompleksiteten kan være stor. For med solidaritetspagten mellem forbundene, der lyder at alle aftaler skal lukkes parallelt – i praksis at man ikke vil afslutte forhandlingerne om løn, før der også er aftaler om arbejdstid og spisepause – så er det en mulighed, at enighed på flere af områderne holdes godt skjult, indtil der er tilstrækkelig med fremdrift i de andre områder.

Med andre ord – måske står nogle af forhandlerne lige ved mållinjen, men nægter at træde over den, før de forhandlere, der stadig ikke er kommet ud af startklodserne, er nået op til dem.

Facebook
Twitter