Analytiker: Bankdom er et kæmpe nederlag for bagmandspolitiet

Kæmpe overraskelse, at retten frifinder tidligere bankbosser, mener DR's Thomas Svaneborg.

Dagens dom er en kæmpe overraskelse, vurderer DR Nyheders erhvervsanalytiker Thomas G. Svaneborg. Foto: DR

Bagmandspolitiet har endnu en gang tabt en sag om kursmanipulation og bedrageri.

Denne gang er der tale om sagen om Direktørnetværket. Afgørelsen i formiddags i byretten i Hjørring blev, at otte tidligere banktopfolk er pure frifundet.

Stod det til anklagemyndigheden, der er bagmandspolitiet, skulle de ellers have straffe på op til fire års fængsel.

De skulle dømmes for svindel og bedrageri for egen vindings skyld for 6,7 millioner koner. Det skulle være sket i 2008.

Kæmpe nederlag

- Det er et kæmpe nederlag for anklagemyndigheden, simpelthen. Det kommer som en kæmpestor overraskelse, at alle de tiltalte er blevet frifundet. Det har været den almindelige opfattelse, at i netop sagen om Direktørnetværket havde man de stærkeste beviser, siger DR Nyheders erhvervsanalytiker, Thomas G. Svaneborg.

Sagen bliver kaldt Direktørnetværket, fordi de otte nu frifundne bankfolk, der alle har en fortid i en af de tre nordjyske banker Sparekassen Kronjylland, EBH Bank og Morsø Sparekasse, var tiltalte for at have brugt deres fruer, familier og venner til at pumpe kursen på nogle værdipapirer kunstigt op.

Derefter har de ifølge tiltalen skovlet penge i egne lommer og brugt en fond som skraldespand til at tage tabet.

Legitime dispositioner

Bagmandspolitiet troede, at man kunne bevise, at ikke blot de tiltalte, men også deres koner og en lang række bekendte og venner havde tjent flere millioner kroner på de aktiekøb, som man i sidste ende endte med at tørre af på EBH fonden, forklarer Thomas G. Svaneborg.

Men retten frikendte altså de otte, fordi den ikke fandt, at der var tilstrækkelige beviser for, at man kunne dømme, at de bevidst havde forsøgt at manipulere kursen op for selv at score kassen.

- Retten i Hjørring medgiver sådan set, at mange af de handler, der foregik i Direktørnetværket, hver for sig kunne virke påfaldende og mistænkelige.

- Men efter at have hørt på forsvarernes bevisførelse, mener retten, at der har været såkaldte legitime forretningsmæssigt dispositioner bag hver eneste af de handler, der er foretaget, siger erhvervsanalytikeren.

Båndede samtaler var ikke bevis nok

Dommen er beskrevet i 300 sider og kommer efter 40 retsdage i sagen, som bagmandspolitiet har brugt næsten fem år på at indsamle bevismateriale til.

I retten er der blandt andet blevet afspillet båndende optagelser af telefonsamtaler. Samtaler, som flere havde regnet med, ville være afgørende for dommens udfald til anklagerens fordel.

Bagmandspolitiet forsøgte med samtalerne at afsløre og bevise, hvordan bankfolkene aftalte at snyde sig til millioner af kroner.

- Da dommeren afsagde sin dom, sagde hun, at det kunne godt være, at nogle af bemærkningerne i telefonsamtalerne lød mistænksomme og friske og sjove – men hun har valgt at tolke dem som om, at de var en del af den gængse bankjargon, som altså ikke signalerede noget om svindel, beretter Thomas G. Svaneborg.

De involverede parter har nu 14 dage til at overveje, om de vil anke byrettens afgørelser.