Analytiker efter nyt underskud: SAS er bedre flyvende end længe

SAS har igen underskud, men der er passagerfremgang, og højsæsonen begynder først nu, lyder det fra analytiker.

Selv om SAS to kvartaler i træk har kørt med røde bundlinjetal, tegner fremtiden lysere, vurderer aktieanalytiker. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)

Det blev til endnu et kvartal med underskud til Skandinaviens største flyselskab, SAS.

Men selv om sporet på bundlinjen er rødt, så er toplinjen, altså SAS' omsætning, stigende, og derfor er det ikke en entydigt dårlig historie, som SAS med dagens regnskab kommer ud med.

- Det er både godt og skidt. Vi glæder os over, at der er kommet 300.000 flere kunder i den her periode sammenlignet med sidste år. Vi har øget omsætningen med 1,4 milliarder kroner. Men vi er stadig presset af billetpriserne, der er i nedadgående retning, siger Lars Sandahl Sørensen, der er koncerndirektør i SAS.

SAS kom ud af seneste kvartal med et underskud på 244 millioner kroner.

- Selv om det er en forbedring i forhold til sidste år, skal der flere initiativer til. For det første fordobler vi besparelsesprogrammet frem mod 2020 fra 1,15 til 2,3 milliarder kroner. Vi skal blive ved med at finde effektiviseringer i virksomheden, og som det tidligere er meldt ud, etablerer vi baser i London og Spanien med en række nye fly med nye produkter som wifi, siger koncerndirektøren.

Der vil ikke blive fyret medarbejdere i forbindelse med spareprogrammet, men med naturlig afgang kombineret med automatisering forventer SAS at kunne skrumpe til et niveau, så flyselskabet er bæredygtigt.

Analytikeren: SAS er kommet op at flyve

Selv om SAS for anden gang i regnskabsåret leverer røde tal, mener Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank, at SAS er i god gænge.

- Det springer i øjnene, at regnskabet er bedre end forventet. Det er lavsæson, og det er først, når vi når ind i sommeren, at SAS traditionelt tjener penge. Underskuddet er faktisk en lille smule mindre end forventet, siger han.

Det hårde pres fra lavprisselskaberne tvinger SAS til at optimere hele vejen rundt i forretningen.

Det er også, hvad koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen lægger op til, og det er også vejen at gå, vurderer Jacob Pedersen:

- Vi ser store netværksselskaber som KLM organisere sig i lavprisselskaber, men det kan SAS ikke på samme måde. Så man er nødt til at skrue på nogle andre knapper, og det gør man nu, siger han.

- Men der er også ganske mange steder, hvor man kan kigge på processerne. Der er mange steder, hvor man kan spare penge. Medarbejderne skal blandt andet udnyttes mere fleksibelt, siger Jacob Pedersen.

- Det her er historien om et selskab, der er bedre flyvende end længe, siger Jacob Pedersen

Facebook
Twitter