Analytiker: Historisk reduktion i Novo Nordisk

Fyringsrunden sker blandt andet på grund af øget konkurrence og prispres.

Fyringerne ventes at ramme i forsknings – og udviklingsenheder og stabsfunktioner i hovedkvarteret. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Novo Nordisk siger farvel og tak til 1000 medarbejdere, heraf 500 i Danmark. Det skyldes blandt andet pres på væksten, siger Søren Løntoft Hansen, analytiker for Sydbank.

- Det er en historisk reduktion af medarbejderstaben for Novo Nordisk, der skærer i omkostningerne, fordi der er udfordringer på det amerikanske marked med øget konkurrence og uforudset øget prispres, og det presser indtjeningen.

Novo Nordisk har annonceret et indtjeningsmål med vækst på over 10 procent, og der har været en massiv vækst i medicinalvirksomheden, der nu må trække den anden vej.

- Det er en stor udvikling, Novo Nordisk har været igennem de senere år med massiv vækst i både omsætning på grund af lancering af nye midler og vækst i indtjeningen. Nu er vi kommet til et punkt, hvor de er lidt mere presset, hvor omsætningsvæksten og indtjeningsvæksten dæmpes som følge af øget prispres og konkurrence.

Fyringerne ventes at ramme i forsknings – og udviklingsenheder og stabsfunktioner i hovedkvarteret.

I alt har Novo Nordisk omkring 42.300 stillinger i virksomhedens globale organisation.

Facebook
Twitter