Analytiker kalder onsdag en af de vigtigste dage for kryptomarkedet nogensinde

Valget af Donald Trump har skabt en fest på kryptovalutamarkedet. Bitcoin når rekordniveau.

Trump får æren for, at kursen på kryptovalutaer er på himmelflugt. Her på et tidligere besøg i kryptovalutabar i New York. Arkivfoto: Platt/AFP/Ritzau Scanpix

Donald Trump har fået kærlige følelser for kryptovaluta, og det kan i den grad ses på kurserne for blandt andet bitcoin.

Kursen på kryptovalutaen stiger med omkring ni procent på dagen, hvor USA står over for at få Donald Trump tilbage ved roret som kommende præsident. Dermed har bitcoin aldrig ligget højere, end den gør onsdag.

Mange andre kryptovalutaer stiger også voldsomt - flere med tocifrede procenter.

Grunden til, at der er fest på markedet, er Donald Trumps positive udmeldinger om kryptovaluta. Den kommende præsident var ellers tidligere kritisk overfor kryptovaluta, men nu er bøtten vendt, og han har i sin valgkamp sagt, at USA skal være "kryptohovedstad for planeten", skriver Associated Press.

Det har sat kryptofesten i gang.

- Jeg har været i krypto i snart ti år, og det her er toptre blandt de vigtigste dage i kryptomarkedet, siger Mads Eberhardt, der er kryptoanalytiker ved Steno Research.

Retsager mod kryptobranchen

Han fortæller, at stemningen over for kryptovaluta har været meget fjendtlig under Joe Biden.

Her har den amerikanske tilsynsmyndighed for handelspapirer SEC været efter kryptovaluta med retssager, efter skaberen af kryptobørsen FTX Sam Bankman-Fried blev anklaget og dømt for svindel.

Ifølge Associated Press bliver kryptomarkedet af myndighederne karakteriseret som det vilde vesten, hvor reglerne stadig er mangelfulde.

Derfor giver det håb, at den kommende præsident nu ser meget mildere på kryptovaluta. Trump har nemlig tidligere lovet, at han - i tilfælde af, at han blev præsident igen - ville have SEC’s formand til at forlade sin post.

FILE - FTX-skaberen Sam Bankman-Fried forlader her retten i USA i 2023. Han havde blandt andet stjålet over 56 milliarder kroner fra FTX' kunder og investeret dem gennem et andet selskab. (Foto: © John Minchillo, Associated Press)

- USA er et ekstremt vigtigt marked og det største kapitalmarked. Nu kommer Trump ind i billedet og har tænkt sig at skabe verdens kryptohovedstad, mens andre regeringer - også den amerikanske indtil nu - ikke rigtig har anset kryptovaluta som noget særlig positivt. Så vi ser lidt af et paradigmeskift, siger Mads Eberhardt.

Landechef: Brug for mere klare regler

Hos Firi, der er kryptobørs, kalder den danske landechef, Karina Rothoff Brix, det også for en stor dag.

- Det er en stor dag, fordi USA snart får en præsident, der har udtrykt sig meget klart om, hvad han vil med kryptovaluta, siger hun.

Hun forklarer, at Donald Trump blandt andet vil skabe mere klar regulering, støtte kryptovaluta og inkludere den i den amerikanske økonomi. Og det er nødvendigt med regulering, for her er USA bagud også i forhold til EU, forklarer hun.

Karina Rothoff Brix er dansk landechef for hos Firi, der er kryptbørs i Norden. (Foto: © Emilie Lærke, Ritzau Scanpix)

- Regulering er vigtigt for alle, der stifter en virksomhed og lægger økonomi og tid i det. Så vil man gerne vide, at man overholder reglerne, så man kan bygge virksomheden større. Det er nemlig svært at tiltrække ekstern kapital, hvis man ikke ved, om der venter en retssag næste måned, siger Karina Rothoff Brix.

Analytiker: USA bliver kryptohovedstad

Mads Eberhardt mener også, at det er nødvendigt med mere lovgivning, som Trump nu lover. Og når det sker, er han ikke i tvivl om, at Trumps valgløfte om at gøre USA til kryptovalutahovedstad vil blive virkelig.

- Den er ret sikker for USA. Landet har verdens største kapitalmarked, og det har mange banker, der er vant til at operere inden for mange aktiver. De har kunderne og pengene til at kunne det, siger analytikeren.

Ifølge Associated Press forventer analytikere, at Donald Trumps kommende regler på området vil være i den bløde ende.

- Det er det, krypto-fansene vil have. De ønsker, at kryptomarkedet bliver mere regelstyret, men de ønsker ikke, at reglerne skal være for besværlige, så det stopper mulighederne og innovation, siger Susannah Streeter, der er chef i den finansielle virksomhed Hargreaves Lansdown, til AP.