Analytiker: Topkarakter til Dong-børsnotering

Danmarkshistoriens største børsnotering forløb uden en eneste knold på banen. Men Dong-aktien er ikke en folkeaktie, lyder vurderingen fra aktieanalytiker.

Dong satser massivt på havvindmølleparker. Det kan blive et hit - men også en risiko fremadrettet, lyder vurderingen. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

Det var både kæmpestort og på samme tid helt udramatisk, da danmarkshistoriens største børsnotering i klokken 9 i morges blev skudt i gang. Her gik energikæmpen Dong på børsen.

På forhånd var noteringskursen sat til 235 kroner per aktie - og ti minutter efter handelsstarten, var aktien steget små ti procent til 258 kroner stykket.

Omkring frokosttid blev aktien fortsat handlet til et prisniveau mellem 258 og 260 kroner - og kursen var stabil, helt blottet for store, dramatiske udsving.

Ingen dramatik overhovedet

Den udramatiske børsnotering udløser nu en bølge af ros fra investeringsøkonom hos Nordnet Per Hansen.

- For mig at se, er alting gået fuldstændig som forventet. Der er ikke en eneste ting, der har udviklet sig overraskende, og noteringen følger fuldstændig de normale spilleregler på området, siger han og fremhæver især aktiens stabilitet.

- Jeg bider mærke i, at aktien steg cirka ti procent. Det er helt efter linealen og helt typisk for børsnoteringer. Jeg vil sige, at emissionskonsortiet (de banker, der har hjulpet Dong på børsen, red), har været utrolig dygtige til at få spredt aktierne og til at sætte kursen. Det er utrolig flot lavet, og jeg vil give dem et rent 12-tal, måske endda med pil op, siger han.

Ikke en folkeaktie

Intervallet for aktiens værdi ved børsnoteringen var oprindeligt mellem 200 og 255 kroner per aktie, men intervallet blev siden snævret ind til 220-255 kroner per aktie, altså lidt under handelskursen torsdag middag.

Til gengæld vil Per Hansen ikke gå så vidt som til at kalde Dong-aktien en folkeaktie, sådan som den ellers er blevet omtalt.

- Det er slet ikke en folkeaktie. Realiteten er, at private ejer 1,7 procent af Dong, så folkeaktie, nej. Men man kan måske beskrive Dong-aktien som en folkesport at følge, og det er jo rigtigt, at 85 procent af aktien fortsat ligger i folkeligt regi, enten via stat, pensionskasser, el-selskaber eller private, siger han.

Ikke helt uden risiko

Det var kun godt en sjettedel af aktierne, der blev sat til salg i dag - og af disse blev godt ti procent tilbudt til private investorer.

Hos Sydbank stemmer analytiker Morten Imsgard i:

- Man er nødt til at have en vis risikoappetit, man er nødt til at forstå, at man inden for en årrække ejer et selskab, der har lagt alle sine æg i havmølleindustrien. Hvis Dong lykkes med det, kan det være en god forretning, men der er masser af risici, som investorerne må tage højde for, siger Morten Imsgard.

Især usikkerhed om ting som havvinds plads i fremtidens energiproduktion, kan være et element, der kan være usikkerhed om. Men det har ikke indflydelse på kort sigt.

- De første handelsdage er det udbud og efterspørgsel, der driver kursdannelsen. Der er et ret begrænset udbud af aktierne og tilsyneladende en ret stor efterspørgsel, og det er med til at holde hånden under aktien.

Staten er fortsat hovedaktionær med 50,4 procent af aktierne i Dong Energy.

Facebook
Twitter