Anders Eldrup stopper som direktør i DONG

Administrerende direktør i DONG Energy, Anders Eldrup, fratræder sin stilling med øjeblikkelig virkning.

Anders Eldrup stopper som administrerende direktør i DONG Energy. (Foto: Søren Bidstrup © Scanpix)

Anders Eldrup stopper som administrerende direktør i DONG Energy. Koncernøkonomidirektør Carsten Krogsgaard Thomsen er blevet konstitueret som administrerende direktør. Det oplyser selskabet.

DONG Energy er allerede nu gået i gang med at finde en ny administrerende direktør.

Ifølge Dong sker fratrædelsen efter gensidig aftale. Bestyrelsesformand Fritz Schur siger i en pressemeddelelse:

- Anders Eldrup har gjort en stor indsats for DONG Energy i 11 år og afleverer en stærk og veldrevet virksomhed. Jeg ønsker ham held og lykke med nye udfordringer.

Ingen strategiske ændringer

Fritz Schur understreger, at ledelsesskiftet ikke kommer til at betyde ændringer i DONG Energys strategi.

- Vores strategi og investeringsprogram er holdbart, så linjen vil fortsætte uændret. Vi fastholder også vores ambitiøse målsætning om at fordoble indtjeningen i 2015 i forhold til 2009, siger han.

Fråds med pengene

Det oplyses ikke, hvad det er, der får Eldrup til at stoppe så pludseligt. Men i sidste uge kom det frem, at Dong Energy mistænkes for at frådse med pengene. Og statsrevisorerne blev pudset på Eldrup og hans stab. Det skriver Ritzau.

Formanden for statsrevisorerne Peter Larsen (SF) lagde vægt på, at der ikke var tale om en rutineundersøgelse.

Han ville dog ikke løfte sløret for, hvad undersøgelsen af Dong konkret skulle bygges på. Dong var dog hurtigt ude og afviste alle anklager om fråds.

Som noget af det sidste som førstemand nåede Anders Eldrup at komme med regnskab for 2011 i fredags. Dong Energy kom ud af 2011 med en nettoomsætning på 56,8 milliarder kroner - en stigning på 2,2 milliarder i forhold til året før.

Men mens omsætningen steg, faldt overskuddet. Samlet gik det tilbage med 1,6 milliarder kroner og endte sidste år på 2,9 milliarder, viser regnskabet for koncernen.

Facebook
Twitter