Android-telefoner udsat for it-angreb

Det første it-angreb af typen trojaner er sporet mod mobiltelefoner med Android-styresystem.

Hackere angriber populære telefoner. (© iStock)

It-sikkerhedsfirmaet Kaspersky Lab har sporet det første ondsindede it-angreb af typen trojaner mod mobiltelefoner med Android-styresystem. Disse telefoners salgstal er hurtigt voksende på markedet.

Det nye angreb med det mundrette navn Trojan-SMS. AndroidOS. FakePlayer. a har allerede smittet et antal mobile enheder, oplyser Kaspersky Lab.

Handler om penge

Det nye angreb dækker sig ind som en harmløs medieafspiller. Brugerne installerer en lille datafil, og derefter begynder det skadevoldende program at afsende sms-beskeder til særligt dyre numre, hvorved der overføres penge fra brugeren til de it-kriminelle.

- Ifølge it-analysevirksomheden IDC opnår producenter af Android-enheder de højeste vækstrater blandt producenterne af de avancerede smartphones. Vi kan derfor vente at se en tilsvarende stigning i mængden af ondsindet software mod den platform, siger Denis Maslennikov, leder af mobilgruppen ved Kaspersky Lab.

Kommerciel interesse

Selskabet arbejder på at udvikle teknologier til at beskytte Android og planlægger at udsende et sikkerhedsprodukt til Android først i det nye år.

Kaspersky Lab anbefaler brugere at lægge nøje mærke til de tjenester, som et program anmoder om at få adgang til, når det bliver installeret. Det indbefatter adgang til særligt dyre tjenester, der tager beløb for at sende sms-beskeder og foretage opkald.

Har du været udsat for et hackerangreb på din mobil, er du velkommen til at skrive til DR på mailadressen krpi@dr.dk