Anklagemyndigheden rejser tiltale mod Uber

Efter flere domme mod Ubers chauffører, trækker anklagemyndigheden nu selve Uber i retten.

Uber skal forsvare sig i Københavns byret (Foto: GEOFFROY VAN DER HASSELT © Scanpix)

Efter seks domme i byretten og en enkelt i landsretten mod selskabets chauffører bliver selve selskabet Uber nu også trukket i retten. Anklagemyndigheden har netop rejst tiltale mod Uber i en sag, der har ligget og ventet i systemet siden Ubers åbning i 2014, meddeler politiet.

- Det er nu slået fast, at chaufførerne har kørt i strid med taxilovgivningen. Derfor har vi rejst tiltale mod selskabet bag for at medvirke til disse ulovligheder. Der er tale om en principiel prøvesag, hvor anklagemyndigheden ønsker at få rettens vurdering af medvirkensansvaret til den ulovlige taxikørsel, siger advokaturchef Vibeke Thorkil-Jensen fra anklagemyndigheden ved Københavns Politi

Seks chauffører dømt

Før sommerferien fik seks Uber-chauffører domme ved Københavns byret for at have kørt pirattaxi-kørsel for Uber - altså kørsel i ikke-godkendte biler uden de nødvendige godkendelser og licenser. Forrige uge kom de to første ankesager så for Østre Landsret.

Her stadfæstede retten dommen mod den ene chauffør - men den anden dukkede slet ikke op og blev derfor automatisk dømt.

Onsdag meddelte Uber-chaufføren så, at han ikke ville forsøge at få sagen i Højesteret. Yderligere mindst 50 tilsvarende sager mod Uber-chauffører er på vej i byretten.

Uber blev oprindelig politianmeldt af Trafikstyrelsen blot en time efter sin åbning i 2014 - men der er ikke sket mere i sagen, som har afventet, at retten skulle tage stilling til, om det overhovedet var ulovlig taxikørsel, eller om der reelt var tale om samkørsel, som Uber hævdede.

Store bøder kan vente

Der gælder andre og mindre restriktive regler for samkørsel, som man dog ikke må tjene penge på. Formelt rejses sagen mod det hollandske selskab Uber BV, der er det selskab, som driver Ubers app herhjemme.

Anklagemyndigheden kræver en bøde på 10.000 kroner per tur, som chaufførerne er dømt for i landsretten. Da der er tale om tre ture, er beløbet 30.000 kroner - men det er kun begyndelsen. Herefter kommer bøder for alle de andre utallige ture, Ubers chauffører har kørt i København, hvilket potentielt kan vokse til at kæmpe beløb.

Uber er fornylig også kommet i modvind blandt sine egne chauffører, der i efteråret måtte æde en prisnedsættelse på 16 procent, der også slog igennem på det vederlag, chaufførerne kan hæve. Ubers chauffører er ikke ansatte, men private bilister, der selv lægger bil til - og efter prisnedsættelsen har Ubers chauffører protesteret over, at indtægterne ikke kan dække den omkostning, de har.

I flere andre lande har Uber valgt at trække Uberpop af markedet, og senest er det kommet frem, at myndighederne i Sverige kigger på regler, der helt skal forbyde samkørselstjenester, der tjener penge.

Facebook
Twitter