Anklager går efter udvisninger og frihedsstraffe i stor hvidvask-sag

Ifølge anklageren hvidvaskede 46-årig kvinde 166 millioner kroner via konti i København.

SØIK og anklager Rasmus Maar Hansen vil have to personer udvist af Danmark efter påstået hvidvask for 166 millioner kroner.

Anklagemyndigheden går efter at få udvist to personer med udenlandsk baggrund i hvidvask-sagen, der i dag begyndte ved Retten på Frederiksberg.

I sagen er der rejst tiltale mod en 46-årig kvinde med litauisk baggrund. Kvindens søn samt en bogholder fra kvindens virksomheder er også tiltalt i sagen.

- Det er vores håb, at retten følger vores påstand og udviser dem af Danmark, siger anklager Rasmus Maar Hansen.

- Det er for tidligt at tale om straflængde, men for de tiltalte personer er der tale om ubetinget frihedsstraf samt bøder til virksomhederne, konstaterer han.

Hvidvaskede 166 mio. kr.

Den 46-årige tiltalte kvinde er direktør i tre selskaber. Den påståede hvidvask er ifølge Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) foregået ved at føre op mod 166 millioner kroner gennem fire selskabers konti i Danmark.

Derfra er pengene ifølge anklageren sendt videre til andre modtagere i firmaet. Primært i udlandet.

- Vi mener der er tale om hvidvask, fordi vi ikke har kunnet få bekræftet, at der ligger reelle handler bag transmissionerne. Når vi ikke har kunnet finde reelle handler til grund for overførslerne, så efterlader det os med indtrykket, at der er tale om hvidvask, siger Rasmus Maar Hansen.

Venter dom til marts

Dagens retsmøde er det første ud af 14 retsdage. Sagen er den hidtil største sag om hvidvask efter straffelovens paragraf 290a.

- Det er første sag, hvor vi har rejst tiltale efter den nye bestemmelse, der åbner for en straf på op til otte års fængsel, og derfor også første gang, at omfanget og rækkevidden af den nye bestemmelse skal prøves, udtaler SØIK-chefanklager Per Fiig.

Der ventes at falde dom i sagen til marts.