Anne Petersen fik beskåret sin pension: Det er bristede forventninger

517.000 pensionister oplever at blive skåret i deres pensionstillæg.

Anne Petersen blev overrasket over, hvor meget hun bliver modregnet i offentlig pension.

Som 15-årig blev Anne Petersen ansat i Post- og Telegrafvæsenet.

Det førte siden til et kontorjob hos en kulturinstitution, og Anne Petersen endte, da hun gik på pension, med at have været på arbejdsmarkedet i 54 år.

I årenes løb har Anne Petersen lagt til side til alderdommen, så hun kan nyde sit otium med god samvittighed, og i oktober sidste år gik hun så på pension som 69-årig.

Klar til at indtage tilværelsen som aktiv pensionist.

- De første tre måneder, var jeg tilfreds, men fra 1. januar 2018 fik piben en anden lyd, fortæller hun.

Da hendes øjne gled nedover oplysningerne om pensionudbetalingen, blev hun meget overrasket.

- Jeg blev lige pludselig klar over, at når jeg har en indtægt, som er højere end 71.200 per år, så bliver jeg trukket 30,9 procent af hver krone, jeg tjener. De trak altså 22.000 fra mit pensionstillæg, og det blev jeg ret ked af. Det er jo mange penge, fortæller Anne Petersen.

Anne Petersen er en af de i alt 517.000 pensionister, der har sparet så meget op i en privat pension, at de bliver skåret i pensionstillægget. Indtægten fra de private pensioner modregnes nemlig i folkepensionen fra det offentlige.

Skal tænke over indkøb

Hver måned bliver Anne Petersen trukket 1.700 kroner af pensionstillægget, hvilket svarer til 22.000 på et år.

I disponibel indkomst har hun 16.000 kroner tilbage om måneden efter modregningen.

- Da jeg så, hvordan beregningen var lavet, blev jeg virkelig ked af det og tænkte: hold da op. Fordi nu skulle jeg jo virkelig til at spare. Jeg vil jo gerne have et aktivt pensionistliv og gå i teateret og gå ud og spise med vennerne en gang i mellem.

Livet som pensionist er ikke helt, som Anne Petersen havde håbet.

- Jeg har sagt til børn og børnebørn, at de ikke skal forvente store gaver mere. Det er slut. Farmor inviterer ikke længere i byen til en teaterforestilling og lidt mad. Det er der ikke råd til, siger Anne Petersen.

Føler sig snydt

Foruden de 1700 kroner om måneden i modregning mister Anne Petersen også retten til en række ydelser, fordi hun har sparet op. Herunder ældrecheck, varmetillæg, boligstøtte og personlig tillægsydelse.

- Jeg har fulgt politikernes gode råd. Nedbring gæld og spar op, så får du det godt i din alderdom. Det har jeg gjort, så jeg føler mig ærlig talt en smule snydt, fortæller Anne Petersen.

Havde Anne Petersen ikke sparet en øre op, havde hun ultimativt haft 14.700 kroner om måneden, fordi hun havde haft adgang til en lang række af de ydelser, hun ikke kan få i dag. Det drejer sig blandt andet om boligydelse, varmetillæg og ældrecheck.

- Nu har jeg jo valgt at spare op og indbetale til forskellige pensionskasser, i stedet for at få i lønningsposen. I stedet for at få en lønforhøjelse, så indgik min arbejdsplads og jeg i en pensionsordning, så jeg kunne få de penge i den anden ende, fortæller Anne Petersen.

Del af finanslovsforhandlinger

Politikere har af flere omgange forsøgt at løse problematikken, men det er i første omgang kun blevet til tiltag, der tilgodeser kommende pensionister.

Ikke dem, der allerede er gået på pension.

For at lette problemet vil Dansk Folkeparti som led i finanslovsforhandlingerne i dag gå i dialog med regeringen om pensionisters vilkår. Det sker med et løfte om at forbedre deres økonomiske situation.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk