Annoncører på vej tilbage til Youtube efter pædofilisag

Positive toner fra firmaer, efter Youtube lukker for alle kommentarer på børnevideoer.

Informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen, forventer at annoncere på Youtube igen snart. (Foto: Simone Cecilie Møller / Scanpix)

Youtube har lukket for alle kommentarer på videoer med børn, efter det kom frem, at pædofile brugte kommentarsporet til at hjælpe hinanden med at finde de steder i videoerne, hvor man for eksempel kunne få et glimt af en lille piges trusser.

Sagen fik sidste uge en række firmaer til at stoppe deres annoncering på Youtube, men med det nye tiltag er de nu på vej tilbage igen.

- Vi er superglade for den action, som Youtube har taget, så vi genoptager vores annoncering på Youtube, siger kommunikationschef Lisbeth Nedergaard fra Spies Rejser, som var et af de første firmaer, der trak al annoncering på grund af pædofilisagen.

Også supermarkedskoncernen Coop regner med at stoppe boykotten af Youtube.

- Jeg forventer, at vi igen begynder at annoncere på Youtube. Hvis de har fået sat en effektiv stopper for den risiko, vi havde for at blive eksponeret i pædofile miljøer, så er problemet løst, og så kan vi komme tilbage på Youtube, siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen.

Coop regner med at være i kontakt med Youtube i løbet af i dag, og hvis der præsenteres en tilfredsstillende dokumentation for det nye tiltag, kan annonceringen være i gang igen allerede næste uge.

TDC er ligeledes i dialog med Youtube. Telekoncernen hilser det nye tiltag velkomment og undersøger nu, om det er tilstrækkeligt til at genoptage annnonceringen.

Boykot fra kæmpe firmaer

Det var den amerikanske youtuber Matt Watson, der for knapt to uger siden startede sagen, da han i en video viste, hvordan pædofile brugte Youtubes kommentarfelt til at indsætte tidskoder med særlige markeringer, så andre kunne finde de steder i børnenes videoer, hvor der for eksempel var delvis nøgenhed.

Matt Watson (lille foto nederst til højre) gør i en video på YouTube opmærksom på, hvordan pædofile i kommentarsporet til uskyldige videoer af børn linker til børneporno eller indsætter tidskoder i videoerne, hvor de tolker børnenes positurer seksuelt. (Foto: Skærmbillede/YuoTube © Scanpix)

Hans video blev hurtigt set flere millioner gange, og så kom Youtube under massivt pres fra annoncører, som ikke ville kunne sættes i forbindelse med noget, der havde noget med pædofili at gøre.

I Danmark opdagede forældrene Benny og Dianne Berthelsen, at der var mærkelige kommenterer på en video, hvor deres yngste datter på otte år hoppede med sin storesøster på trampolin. I kommentarsporet til videoen havde de anonyme pædofile brugere noteret præcis det øjeblik, hvor man i et kort sekund så lillesøsterens underbukser.

Internationale koncerner som Nestlé og McDonald's meddelte, at de ikke ville annoncere, før Youtube gjorde noget ved det. Herhjemme gjorde firmaer, som TDC, Coop og Spies det samme.

- Vi havde behov for, at Youtube kom med en garanti for, at vores annoncer ikke kunne ryge ud og vises i ting, der kunne misbruges. Det har de nu gjort, og det er vi rigtig glade for, siger Lisbeth Nedergaard fra Spies Rejser.

Facebook
Twitter