Ansatte bekymrede over tomme feriekonti: Derfor mangler dine indefrosne feriepenge

Få svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål om dine indefrosne feriepenge.

Til oktober kan lønmodtagere få udbetalt tre af fem ugers indefrosne feriepenge. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Når du til oktober kan få fingrene i tre ugers opsparede feriepenge, så er det ikke sikkert, at du får helt præcis det beløb udbetalt, du har krav på.

Arbejdsgiverne har nemlig endnu ikke indberettet, præcis hvor mange feriepenge deres ansatte har til gode. Derfor kan der blive udbetalt for meget i nogle situationer og for lidt i andre situationer, skriver Beskæftigelsesministeriet.

Som følge af en ny ferielov er et beløb svarende til cirka 12,5 procent af danskernes ferieberettigede løn blevet indefrosset. Det drejer sig om cirka 100 milliarder kroner.

Egentlig skulle fem ugers indfrosne feriepenge stå opsparet indtil din pensionsalder hos Lønmodtagernes Feriemidler.

Men politikernes beslutning om at udbetale tre af ugerne før tid har ført til mange henvendelser og spørgsmål fra forvirrede og bekymrede lønmodtagere, fortæller Else Nyvang, kundedirektør i LD Fonde, der forvalter feriemidlerne.

- Der kommer en hel del henvendelser af forskellig art. Nogle kan ikke forstå, at informationer om beløbet ikke er der. Nogle vil gerne vide, hvorfor man ikke kan søge om feriepengene nu, og hvor man skal søge om dem.

- På et tidspunkt betød henvendelserne faktisk, at Borger.dk slet ikke kunne køre. Så der er massiv interesse for at finde ud af, hvad det her går ud på, siger Else Nyvang.

Her svarer hun som kundedirektør for LD Fonde på nogle af de mest almindelige spørgsmål:

Skal jeg være bekymret for at få for lidt af de tre ugers feriepenge udbetalt?

. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

- Nej, det mener jeg ikke. Vi trækker de oplysninger, vi kan få, hos Skat og laver en beregning ud fra det. Hvis man i helt særlige situationer føler, at det er misvisende oplysninger, så kan man sende yderligere dokumentation til os. Så vil vi kigge på det. For langt de fleste vil det være sådan, at man får lidt for meget og ikke lidt for lidt udbetalt. Så overordnet set skal man ikke være bekymret.

Skal jeg så betale penge tilbage, hvis jeg får for meget udbetalt?

. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

- For de, der stadig har penge tilbage i fonden efter at have modtaget de tre uger, der vil vi bare trække penge fra de resterende to af de i alt fem ugers feriepenge. Så hvis man har fået udbetalt for meget, vil det for langt de fleste bare betyde, at man har lidt færre af de to ugers resterende feriepenge stående indefrosset, til når man forlader arbejdsmarkedet.

- Der kan selvfølgelig være andre, som ikke har penge tilbage i fonden, eller har for få penge til at kunne udligne. Dér vil vi sende dem et pænt brev om, at de indsætter det beløb, de så skylder. Så i det tilfælde vil vi kræve pengene tilbage.

Jeg kan ikke se, at min arbejdsgiver har indbetalt pengene. Skal jeg være bekymret for det?

. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

- Nej, for vi kan ikke vise beløbet endnu, fordi arbejdsgiverne ikke er forpligtet til at lave en indberetning af, hvad det drejer sig om endnu. Så der vil være rigtig mange mennesker, som ikke kan se, hvad de har til gode. Det er helt normalt.

Men min arbejdsgiver skal vel indbetale de her penge på et tidspunkt. Hvordan kan I til oktober udbetale penge, som endnu ikke er der?

. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

- Fordi staten går ind og finansierer udbetalingen. Så staten laver et lån til fonden, så vi kan udbetale de her op til tre ugers feriepenge. Vi har ikke pengene endnu, så vi er nødt til at låne dem af staten.

Hvis jeg på et tidspunkt gerne vil se, hvor meget jeg får udbetalt, kan jeg så det?

. (Foto: Simon Bohr © Scanpix)

- Ja, ATP, som står for det administrative, er i fuld gang med at lave en løsning, som giver indsigt i, hvad det er for et grundlag, vi kan se i Skats systemer. Senere bliver det også sådan, at man mere præcist kan se, hvad arbejdsgiverne har indberettet. Systemet er endnu ikke klart. Men der kommer mere og mere information i takt med, at vi kommer tættere på den 1. oktober.

Er det på min almindelige feriekonto, at jeg kan få mere info om udbetalingen. Eller hvor skal jeg lede?

. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

- Nej, du skal ind på Borger.dk og så søge efter Lønmodtagernes Feriemidler, for det er på den hjemmeside, at de her informationer findes. Man skal ikke blande dem sammen med de andre feriepenge, som man har ret til at få udbetalt efter de sædvanlige regler.

I beregneren herunder kan du se, hvor meget du har sparet op i feriepenge.

Facebook
Twitter