Ansatte får lov til at smide slipset hos Goldman Sachs

Investeringsbanken slækker på sin dresscode for at tiltrække unge ansatte.

Goldman Sachs indfører en afslappet dresscode, også på hovedkvarteret på Manhattan. (Arkivfoto) (Foto: Lucas Jackson © Scanpix)

Arketypen på Wall Street og investeringsbanker, Goldman Sachs, har for første gang nogensinde indført en mere afslappet dresscode. Og selskabets ansatte kan nu gå i andet end jakkesæt.

Det skriver flere medier baseret på en mail sendt til alle ansatte fra Goldman Sachs nye administrerende direktør David Solomon.

- Vi mener, at tiden er inde til at gå mod en mere fleksibel dresscode i hele firmaet, står der i memoet, der dog ifølge nyhedsbureauet Reuters ikke kommer nærmere, hvad der nu er acceptabelt:

- Vi ved alle sammen, hvad der er passende tøj på arbejdspladsen. Og selvfølgelig er afslappet tøj ikke passende hver dag. I alle interaktioner stoler vi på, at du vil udvise god dømmekraft.

DJ D-Sol som direktør

Reuters skriver, at trækket kommer for at fastholde og tiltrække unge talenter, der ellers kan blive taget af teknologiselskaber og kapitalfonde med flere frynsegoder og et mere afslappet arbejdsmiljø.

David Solomon er selv et stort skifte fra bankens tidligere mangeårige administrerende direktør Lloyd Blankfein. Solomon er betydeligt yngre og arbejder som DJ under navnet D-Sol i sin fritid.

Goldman Sachs er i Danmark nok mest kendt for sin rolle i forbindelse med statens salg af Dong Energy, der i dag går under navnet Ørsted.

Goldman Sachs er blevet symbolet på Wall Street oven på finanskrisen, hvor det kom frem, at banken blandt andet havde haft fingrene dybt nede i problemramte værdipapirer.

/ritzau/

Facebook
Twitter