Antidepressiver øger selvmordsrisiko blandt børn

54 familier er lige nu ved at indgå forlig med danske Lundbecks amerikanske partner. Deres børn har begået eller forsøgt at begå selvmord, mens de er blevet behandlet med Lundbecks depressionspiller.

- Min bror har hængt sig, hulker en dreng i et nødopkald til alarmnummeret 911 i USA.

Det er d. 9. juni 2009 i den lille by Killeen i Texas. Den 12-årige Daniel Radentz har hængt sig selv i sin storebrors værelse, og det er den 13-årige bror, der høres i alarmopkaldet.

Det lykkes ikke at genoplive Daniel Radentz, selv om moderen er sygeplejerske.

I dag næsten to år senere er familien overbevist om, at antidepressiver produceret af danske Lundbeck var skyld i lillebroderens selvmord.

- Mit barn blev en helt anden person, så snart han kom på disse piller. Han fik det aldrig bedre. Han fik det kun værre, siger moderen Tricia Radentz til DR Nyheder.

12-årig på antidepressiver

Daniel Radentz var ellers en glad dreng, der fik gode karakterer i skolen, en rigtig spasmager, siger moderen.

Men da hans far for anden gang skulle udstationeres som soldat i Irak, blev han bange og indesluttet i en sådan grad, at moderen tog ham med til psykiater.

Her fik han ordineret antidepressiver af mærket Celexa, som produceres af danske Lundbeck.

Ulovlig markedsføring i USA

Historien om den 12-årige Daniel Radentz' selvmord står ikke alene.

Et forsøg, som de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har stået for og som har været publiceret i det anerkendte tidsskrift British Medical Journal, viser, at der er en markant større risiko for selvmord, når børn får antidepressiver end når voksne gør sammenlignet med, hvis grupperne i stedet fik snydepiller.

I USA er Lundbecks amerikanske samarbejdspartner Forest Laboratories netop ved at indgå forlig med mindst 54 familier, hvis børn enten har forsøgt eller har begået selvmord efter at have fået Lundbecks antidepressive piller.

Forretningsaftalen mellem Lundbeck og Forest Laboratrories betyder, at Lundbeck producerer pillerne og Forest Laboratories markedsfører, sælger og distribuerer Lundbecks antidepressiver. Pillerne bliver herhjemme solgt under navnene Cimpramil og Cipralex.

Milliard-bøde

I første omgang har Forest Laboratories indvilget i at betale en bøde på 313 millioner dollar til den amerikanske stat. Det amerikanske selskab har ifølge forliget erkendt ulovligt at have markedsført Lundbecks to antidepressiver til behandling af depression hos børn og unge, selv om pillerne endnu ikke var godkendt til behandling af børn og unge i USA.

Forest Laboratories erkendte også at have bestukket læger med kontanter, dyre middage og rejser for at få dem til at udskrive de to antidepressiver alligevel.

- Det er en sag, der er med til at stemple medicinalfirmaerne som værende nogle skurke, siger Steffen Thirstrup, chef for Institut for Rationel Farmakoterapi, et institut under Lægemiddelstyrelsen.

DR Nyheder har flere gange forsøgt at få en kommentar fra Forest Laboratories, men selskabet har ikke reageret.

Når en person får antidepressiv medicin øges mængden af de stoffer i hjernen, der gør, at personen kan føle velbehag, men stofferne løsner også hæmningerne så patienten i højere grad lader sig styre af impulser, og det er her, det kan gå galt.

- Vi ser hyppigt, at der opstår bivirkninger specielt i opstartsfasen. At børn bliver mere rastløse, urolige, nogen bliver aggressive og uforklarligt udadreagerende, og så er der også nogle børn og unge, der bliver selvskadende på den måde at de skærer i sig selv eller de føler trang til at tage tabletter for at tage livet af sig selv, siger Thorsten Schumann, børne- og ungdomspsykiater ved børne- og ungdomspsykiatri-Kolding Augustenborg.

Se Lundbecks kommentarer til emnerne i aftenens nyhedsudsendelse 21Søndag, hvor Lundbecks udviklingsdirektør Anders Gersel Pedersen blev interviewet.

Tal med din læge

Flere eksperter understreger, at det er vigtigt, at man ikke stopper behandling med antidepressiver uden først at konsulterer en læge eller psykiater.

Skriv til os på lamb@dr.dk eller hoe@dr.dk, hvis du eller dine pårørende har haft ubehagelige oplevelser med antidepressiver.