A.P. Møller-Mærsk får topchefen tilbage

Topchefen for A.P. Møller-Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, er tilbage på arbejde efter lang sygeorlov.

Nils Smedegaard Andersen (© DR)

Efter lang tids sygeorlov er Nils Smedegaard Andersen klar til at genoptage sit arbejde som koncernchef i A.P. Møller-Mærsk. Nils Smedegaard Andersen vendte tilbage til sin stilling mandag, oplyser virksomheden.

- Jeg er klar til at genoptage arbejdet, efter at jeg i de sidste par uger har deltaget i møder og er blevet opdateret på vores aktiviteter, siger Nils Smedegaard Andersen i en udtalelse.

Han konstaterer, at virksomheden er fortsat på fuld styrke i hans fravær.

- Der er stor aktivitet på vores markeder og mange initiativer og udfordringer, som jeg ser frem til at tage fat på sammen med resten af ledelsen og vores medarbejdere, siger Nils Smedegaard Andersen.

Hjerteoperation

Mærsk-chefen gennemgik sidst i december en operation, der omfattede skift af en hjerteklap.

Sidst i marts måtte han så opereres igen, hvilket forlængede sygeorloven med yderligere næsten to måneder.

Nils Smedegaard Andersen blev syg på en skiferie med sin søn i Verbier, Schweiz. Efter hjerteoperationen blev han desuden ramt af en lungebetændelse.

/ritzau/

Facebook
Twitter