Arbejdernes Landsbank vil stoppe landsholdssponsorat

Ifølge banken skyldes det de nuværende regler i kviklånsloven og ikke kritik af VM i Qatar.

Herrelandsholdet får taget holdfoto kort før VM-kvalifikationskampen mod Moldova, iført en særlig trøje for at markere protest mod menneskerettigheds-forholdene i Qatar før VM-kvalifikationskampen i gruppe F mellem Danmark og Moldova, på Mch Arena i Herning søndag den 28. marts 2021.. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)

Opdateret med uddybende kommetarer fra Arbejdernes Landsbank og DBU.

Hvis det lykkes det danske landshold at kvalificere sig til VM-slutrunden i Qatar i 2022, så bliver det uden landsholdets hovedsponsor Arbejdernes Landsbank på trøjerne.

Banken arbejder nemlig på at komme ud sin sponsoraftale med landsholdet.

Det bekræfter bankens administrerende direktør Gert Jonassen over for DR Nyheder.

Massiv kritik af slutrunde

Weekendavisen kunne for første gang igår fortælle om, at Arbejdernes Landsbank ønsker at træde ud af sponsoraftalen.

Ifølge avisens oplysninger skyldes det en dyb bekymring ved udsigten til at skulle optræde som sponsor ved slutrunden i Qatar, hvis fodboldstadioner hovedsageligt opføres af underbetalte, frihedsberøvede migrantarbejdere fra Vestafrika og Sydasien."

Undersøgelser fra både Amnesty International og Human Rights Watch har kastet et særdeles kritisk lys over de forhold, som de mange gæstearbejdere, der blandt andet er med til at de store anlægsprojekter op til VM arbejder under.

For nylig regnede den britiske avis The Guardian sig frem til, at mindst 6500 migrantarbejdere er døde i Qatar, siden landet blev tildelt slutrunden i 2010.

Men ifølge banken er det slet ikke VM-forholdende, der gør, at de nu siger stop. Det skyldes istedet et stykke udskældt lovgivning, som er på vej til at blive ændret.

Lovgivningen betyder nemlig, at man ikke har måtte reklamere for forbrugslån ved siden af betting-reklamer.

DBU's hovedsponsorer er Oddset fra Danske Spil og så Arbejdernes Landsbank.

- Det handler om Kviklånsloven og ikke om Qatar. Vi har ikke fået det ud af sponsoratet, vi havde håbet på, fordi vi ikke må stå på trøjerne sammen med Oddset. Derfor trækker vi os nu, siger Gert Jonassen topchef i Arbejdernes Landsbank.

Før den nye kviklånslov trådte i kraft stod Arbejdernes Landsbank side og side med Danske Spil på de danske spilleres træningsdragter. Og selvom der er en lovændring på vej, som skal gøre det tilladt igen, har Arbejdernes Landsbank mistet tålmodigheden. (Foto: LISELOTTE SABROE © RITZAU/SCANPIX)

En lovenændring blev ellers præsenteret i januar og forventes 3. behandlet i Folketinget inden for få uger.

Ændringen betyder, at Arbejdernes Landsbank og Oddset gerne må pryde landsholdets træningstøj sammen.

Næste landskamp er den 2. juni. Altså efter at det nye stykke lovgivning burde være stemt igennem.

Banken trak sig som trøjesponsor sidste år, men da lovændringen blev offentliggjort i januar i år, genoptog banken sin kontrakt med DBU.

DBU uforstående

Efter artiklens udgivelse har DR Nyheder fået uddybende kommentarer fra Arbejdernes Landsbank og DBU.

Peter Froulund, der er branding- og kommunikationsdirektør i banken fortæller, at banken ønsker at stoppe samarbejdet, fordi samarbejdet med DBU har været inaktivt i det seneste lange stykke tid.

- Det begrænser vores muligheder for at få værdi for vores investering, som et sponsorat jo nu er, siger Peter Froulund.

Han afviser klart, at beslutningen har noget at gøre med arbejdsforholdende i Qatar.

- Vi havde en klar forventning om, at da forligskredsen blev enige, at lovændringen ville være sket nu. Nu er vi nået dertil, hvor vi ikke rykker hegnet længere.

DBU har indsendt en skriftlig kommentar til DR Sporten, hvor de kalder bankens ønske om at udtræde af sponsoraftalen for "ærgerlig".

- Vi har forstået, at ønsket skyldes kviklån og at banken ikke har været på træningstøjet siden sommeren 2020. Men den udfordring er løst med ny lovgivning. Det har AL Bank jo også tidligere kvitteret for i pressen. Derfor er vi lidt uforstående overfor meldingen fra AL Bank. Nu vil vi naturligvis tale med dem. Hvis de ikke ønsker at fortsætte, må vi forhandle om en mulig opsigelse af kontrakten, skriver DBU.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk