Arbejdstilsynet og diskoteker ser stort på støjregler

I modsætning til rygeloven fører myndighederne ikke direkte tilsyn med, om diskotekerne overholder de nye regler, der skal sørge for, at de ansatte ikke får høreskader.

I modsætning til rygeloven fører myndighederne ikke direkte tilsyn med, om diskotekerne overholder de nye regler, der skal sørge for, at de ansatte ikke får høreskader. (Foto: mushanga © stock.xchange)

Landets mange diskoteker ser stort på personalets ører og slet ikke lever op til de nye støjregler, det viser en rundspørge blandt 50 diskoteker over hele landet 3F har lavet.

Men selvom det altså slår sløjt til med at overholde de støjregler for diskoteker, der blev indført i 2006, kan de ansatte ikke regne med hjælp fra Arbejdstilsynet.

- Det er ikke vores opgave at foretage lydmålinger på de forskellige diskoteker, siger Jan Gybel, civilingeniør fra Arbejdstilsynet og henviser til, at Arbejdstilsynet i stedet skal følge op på, om diskotekernes egne målinger stemmer overens med lovgivningen.

Ingen målinger

Arbejdstilsynet er derfor heller ikke i besiddelse af nogen som helst form for lydmålinger. Det er helt op til diskotekerne selv at foretage kontrol. Men tre ud af fire kender slet ikke reglerne viser undersøgelsen fra 3F.

- Hvis nogle diskoteker har ekstraomkostninger i forbindelse med at overholde reglerne, og andre uhindret kan se stort på dem, er der et problem. Det er vigtigt, at myndighederne laver en kontrol, der motiverer virksomhederne til at overholde lovgivningen, siger Henrik Messmer, der er pressechef for brancheorganisationen Horesta.

Tidsfrist overskredet

I 2006 blev der indført omfattende støjregler på hele arbejdsmiljøområdet. Musik- og underholdningsbranchen, herunder diskoteker, fik dog dispensation indtil 15. februar i år. På trods af den toårige tilvænningsperiode ser man fra Arbejdstilsynets side ikke noget problem i, at reglerne stadig ikke bliver overholdt.

- Vi forventer ikke, at forholdene er i orden endnu, men vi forventer, at de arbejder hen imod det, siger Jan Gybel.

Facebook
Twitter