Atea-sagen: Flere tidligere chefer skal i fængsel

Den tidligere it-driftschef i Region Sjælland får den hårdeste straf.

Byretten i Glostrup, hvor retssagen er foregået i de seneste otte måneder. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Samtlige syv tiltalte personer er fundet skyldige i den såkaldte Atea-sag.

Det har Retten i Glostrup besluttet i eftermiddag.

Den tidligere it-driftschef i Region Sjælland, Rene Clausen, skal i fængsel i et år og seks måneder for sin rolle i sagen om bestikkelse og underslæb af særlig grov beskaffenhed for i alt 1,2 millioner kroner.

De seks øvrige tiltalte personer er blevet idømt fra 40 dages betinget fængsel og op til et års fængsel - hvoraf dele er gjort betinget.

Virksomheden Atea, der var den ottende tiltalte i sagen, skal desuden betale en bøde på 10 milllioner kroner.

Alle de tiltalte personer havde nægtet sig skyldige i anklagerne.

Sagen begyndte i 2014, da Ateas nytiltrådte direktør blev gjort opmærksom på den særlige konto ’2840’ i selskabet.

Hertil skulle der overføres 1,5 procent af pengene fra leverancer af it-produkter, som Region Sjælland fik leveret af Atea.

Kontoen blev samtidig brugt til at betale for en række luksusrejser og middag med flere af Ateas tidligere topfolk og blandt andre Region Sjællands tidligere it-direktør og it-chef.

Der var tale om middage på nogle af Danmarks dyreste restauranter og luksuriøse rejser til steder som Las Vegas og Dubai for flere hundrede tusinde kroner.

I alt syv tidligere højtstående ansatte i Region Sjælland og it-selskabet Atea var tiltalt for bestikkelse og underslæb af særlig grov beskaffenhed.

Bagmandspolitiet havde krævet 2,5 års ubetinget fængsel til it-driftschefen, mens kravet var alt fra betinget fængsel i 10 måneder til ubetinget fængsel i halvandet år til de seks øvrige tiltalte.

Ifølge anklageskriftet har de syv ledende medarbejdere fra Region Sjælland og Atea gjort sig skyldige i bestikkelse for over 1,2 millioner kroner.

Der kan blive tale om yderligere erstatningskrav i sagen.

Virksomheden Atea var desuden anklaget som juridisk person for bestikkelse og underslæb. Her har anklagemyndigheden krævet en bødestraf på 60 millioner kroner.

Retten i Glostrup har afholdt i alt 39 retsmøder i sagen, der har varet otte måneder.

Facebook
Twitter