ATP henter ny direktør i Nordea

Christian Hyldahl fra Nordea er ansat som ny administrerende direktør i ATP. Han afløser Carsten Stendevad.

ATP's nye administrerende direktør, Christian Hyldahl, er hentet i Nordea. (© ATP)

ATP ansætter 51-årige Christian Hyldahl som ny administrerende direktør. Han kommer fra en stilling i Nordeas asset managementafdeling, og har også været chef for Nordea Markets.

- Dermed får ATP en chef med dyb og bred erfaring fra de finansielle markeder, oplyser ATP.

Christian Hyldahl afløser Carsten Stendevad, der i august sagde op på grund af alvorlig sygdom i den nærmeste familie.

/ritzau/