ATP køber Dongaktier via skattely

Danske pensionskasser har købt Dong-aktier for 750 millioner kroner gennem skattely, skriver Politiken.

Dongs aktier købes i stor stil af danske pensionskasser via skattely på Cayman Islands. (Foto: Torben Christensen © Scanpix)

Når danskernes fælles pensionsselskab, ATP, køber flere aktier i det danske statsejede energiselskab Dong Energy, kan det kun ske via det berygtede skattely Caymanøerne, skriver Politiken torsdag.

De 19 procent af Dong-aktierne, som finansminister Bjarne Corydon (S) solgte til et skuffeselskab i Luxembourg etableret af den amerikanske kapitalfond Goldman Sachs, er i stort tal solgt videre.

Interesserede købere kan kun henvende sig ét sted på kloden for at få en andel af det nationale danske energiselskab: hos tre skuffeselskaber på Caymanøerne.

Pensionskasser investeret 750 millioner

Bjarne Corydon siger i dag, at regeringen og pensionsselskaberne dermed »står i et dilemma« efter salget af Dong-aktierne, som i januar sprængte S-R-SF-regeringen, fik 200.000 danskere til at skrive under i protest og demonstranter til at samles foran Christiansborg.

Mindst to danske pensionsselskaber, ATP og Danica, har købt Dong-aktier via Goldman Sachs-selskaber på Caymanøerne. De har investeret for tilsammen 750 millioner kroner der, oplyser de.

- Det selskab, vi kunne investere gennem, ligger på Caymanøerne. For os kunne det lige så godt ligge i EU, men det var nu den mulighed, der blev tilbudt, siger ATP's chefjurist, Kenneth Joensen til Politiken.

Danica Pension har købt Dong-aktier for 210 millioner kroner på Cayman.

Kan sende udbytte skattefrit

Ved at købe aktierne i et skuffeselskab i Luxembourg, hvis ejere befinder sig på Caymanøerne, kan Goldman Sachs sende udbytte fra Dong skattefrit fra Danmark via Luxembourg til Caymanøerne, som ikke kræver skat.

Både Danica og ATP oplyser, at det ikke gør nogen forskel for deres skat i Danmark, at Dong-aktierne er købt i et skattely.

- ATP ønsker ikke at understøtte investeringer med nogen form for skatteunddragelse. Det mener vi heller ikke, vi gør, og vi forventer som en selvfølge, at vores medinvestorer betaler den skat, de skal, siger Kenneth Joensen til Politiken.

Corydon: Vi står i et dilemma

Jan Pedersen, professor i skatteret ved Aarhus Universitet, ser forløbet om statens salg af Dong-aktier som bevis på, at Danmark reelt har opgivet at kæmpe mod udnyttelsen af skattely, og finansminister Bjarne Corydon (S) erklærer sig »grundlæggende enig«.

- Ikke blot staten, men for eksempel også de danske pensionsselskaber står i et dilemma. Vi ville selvfølgelig klart foretrække, at det ikke var muligt at lave konstruktioner, der i urimelig grad synes at udnytte forskelle i landenes skattesystemer.

- Men vi ville afskære os fra en række muligheder for at skabe gode løsninger for Danmark, hvis vi ikke vil samarbejde med selskaber, der lovligt udnytter de muligheder, som visse lande tilsyneladende stiller til rådighed«, siger Corydon til Politiken.

Facebook
Twitter