ATP scorer kassen på danske aktier

Fem milliarder kroner er klinget ned i kassen hos danskernes store fælles pensionsopsparer, ATP, som afkast fra danske aktier i 2015.

Stigende danske aktiekurser har sikret ATP en kolossal stor indtjening på aktier i årets første tre måneder. (© DR)

Stigende danske aktiekurser har sikret ATP en kolossal stor indtjening på aktier i årets første tre måneder. Alene de danske aktier har nemlig sendt fem milliarder kroner ned i kassen hos danskernes store fælles pensionsopsparer.

Det fortæller ATP-chefen til DR Nyheder.

- Ingen havde spået, at man tjente 30 procent på sin danske aktieportefølje på tre måneder. Så vi er rigtig glade, vi havde ikke forventet det, men jeg bekymrer mig også lidt over, hvor hurtigt vi har fået det, siger Carsten Stendevad, der er administrerende direktør i ATP, som i dag er Danmarks største investor med en pengetank, der rummer over 700 milliarder kroner.

ATP er årvågne

ATP ejer i dag danske børsnoterede aktier for omkring 21 milliarder kroner. Det er cirka fire milliarder kroner mere end i oktober 2014, hvor investeringen i danske børsaktier lød på 17 milliarder.

Med i det regnestykke skal man så lægge, at ATP løbende sælger ud for ikke at have for mange penge bundet i de danske aktier, hvis nu kurserne skulle begynde at falde.

- Når man investerer, og noget går rigtig godt, så bliver det en stor del af ens portefølje - og måske nogle gange for stor. Så skal man være opmærksom på at sælge lidt ud. Det har vi gjort løbende, lyder det fra Carsten Stendevad, der understreger at ATP "også har noget nede i posen, som vil klare sig rigtig godt, hvis tingene går den modsatte vej".

Aktiekursfald er en god nyhed

Faldende aktiekurser kan blive konsekvensen af eksempelvis stigende renter i enten USA eller Europa. Og det skal vi faktisk glæde os til lyder det fra pensionsdirektøren - også selv om det vil koste på aktiekurserne.

- Det vil være en god nyhed for alle (med stigende renter, red). For det betyder jo, at tingene er normale. Hvis renterne er ekstremt lave i 20 år, så er det et udtryk for, at der er noget galt i økonomien. Jeg vil hellere have, at renten stiger, og så må vi tage lidt volatilitet (når kurserne drøner op og ned, red), og vi så taber lidt på vores investeringer, siger Carsten Stendevad, der dog ikke regner med rentestigninger foreløbig – i hvert fald ikke i Europa.

Amerikanske renter ventes dog at stige i år når FED, den amerikanske centralbank, vurderer, at økonomien i USA er blevet stærk nok, mens rentestigninger fra den Europæiske Centralbank, ifølge storbanken Deutsche Bank, formentlig ligger flere år ude i fremtiden.