Arbejdsmarkedets Tillægs Pension, ATP er parat til at skyde millioner af kroner i det danske vejnet.
Venter fornuftigt afkast
Det siger underdirektør Henrik Gade Jepsen til Fyns Stiftstidende.
Han mener, at investeringerne i vejnettet vil kunne give et fornuftigt afkast til gavn for pensionsopsparerne.
ATP vil ikke stå for driften af vejnettet, men derimod indgå samarbejde med andre, der kan løfte den del af opgaven.
Fra politisk hold vækker planerne interesse.
"Interessant" idé
Socialdemokraternes trafikpolitiske ordfører Poul Andersen kalder idéen "interessant", og hans partikollega, Middelfarts borgmester, Steen Dahlstrøm er også positivt stemt, om end han påpeger, at investeringen bør ske på de overordnede veje og ikke blot i enkelte kommuner, sådan at flest mulige danskere kan få glæde af den.
Også Dansk Vejforening hilser initiativet velkommen.
Det nye udspil fra ATP kommer, efter at ATP's topboss Lars Rhode for en måneds tid siden lancerede idéen om, at ATP vil være parat til at investere i det danske jernbanenet.